Fra fængsel til frihed

De strakte arme folder sig sammen i et armtag, og benene sparker med i takt. Vandet og vægtløsheden vækker følelsen af en meditativ drømmetilstand.

- Jeg elsker at svømme, jeg har altid været en vandhund og svømmede meget som barn. Det får tankerne på plads, fortæller Trine Petersen.

Bassinet er 12,5 meter langt, vandet er 29 grader lunt, og det er et af tilbuddene til patienterne på psykiatrisygehuset i Slagelse.

Trine Petersen har en behandlingsdom og har gennem snart otte år været i retspsykiatrien, de sidste fem år har hun boet på afdeling SL8 på Psykiatrisygehuset i Slagelse.

Hverdagene går med svømning, fitness, møder med fysioterapeut, møder med læger, tøjvask og rengøring. Men for fem år siden begyndte Trine at skrive, og den 6. juli udkommer hendes tredje bog.

I Udsyn inden for murene beskriver Trine Petersen, hvordan hun hver dag kæmper en ihærdig kamp med at tackle sin sygdom. Hun skriver om sin behandling, om reglerne på afdelingen, om selvskade og om sin kæreste. Og hun skriver om at begynde at få det bedre. Drømmen er at blive løsladt, flytte ud og få lov til selv at bestemme, og hun beskriver hvordan rejsen og processerne har været på afdelingen.

Langsomt fik vi bygget min krop op. Jeg kom ud af min sukkerafhængighed. Det var i november sidste år, at vi startede. Op mod jul. Jeg klarede en jul uden slik og kager. Jeg hypnotiserede nærmest mig selv. Jeg gentog for mig selv, at “slik eksisterer, men ikke for mig”. Det hjalp mig gennem den første svære tid.

- Det at skrive har givet mig mulighed for at trække mig lidt tilbage fra al virvaret, der kan være på en afdeling, og jeg har kunnet fordybe mig i noget, der var mit. Som ikke er afhængigt af, om personalet har tid. Det er noget jeg altid kan gøre, når jeg har behov for det, fortæller hun.

På hendes værelse er der klædeskab, en seng med et grønt og blåt sengetæppe, et hvidt sengebord og på væggene hænger billeder, som Trine selv har malet.  På skrivebordet står billeder og blomster.

- Dét at føle, at min historie kan bruges til noget brugbart, er en fantastisk følelse, for jeg har virkelig oplevet rigtig meget lort. Det giver mig en følelse af, at her er der noget, jeg kan, fortæller hun.

Dommen

Trine Petersen er i dag 44 år. Men en dag for otte år siden havde hun det så dårligt, at det slog klik.

- Jeg havde boet i min egen lejlighed, men det kunne jeg ikke finde ud af. Jeg havde det rigtig dårligt og forsøgte at begå selvmord.

Derfor blev hun indlagt på en åben psykiatrisk afdeling i Nykøbing Sjælland.

- På afdelingen sagde de, at de ville hjælpe mig med at finde et botilbud, men så sker der det, at min sagsbehandler bliver syg og et møde bliver aflyst. Så blev jeg bange for, at de bare ville udskrive mig. Samtidig fortalte min kæreste mig, at han var ved at blive manisk. Lige pludselig kunne jeg ikke overskue tingene, fortæller hun.

- Jeg satte ild til gardinerne, madrassen og håndklæderne på mit værelse. Jeg havde taget 100 pamol, og jeg sprang ud af vinduet og lagde mig midt ud på vejen, hvor jeg ikke ville flytte mig. Brandbilerne kunne ikke komme forbi mig. Der var en mand, der til sidst fik mig overtalt til at tage med tilbage på afdelingen. Jeg var helt paralyseret, og  da de spurgte, om jeg kendte noget til branden på mit værelse, sagde jeg: Ja, det gør jeg, fortæller hun.

Om dommen og den efterfølgende anbringelse i retspsykiatrien, skriver hun i bogen:

På en måde er det godt og trygt at være i de strukturerede omgivelser med meget få stimuli. På en anden side er det meget overvældende at skulle erkende, at det her er min hverdag, mit liv og konsekvensen af den forbrydelse, jeg begik for seks år siden. Jeg var desperat dengang, og i frustration antændte jeg et håndklæde og en madras. Dengang var jeg helt i følelsens vold og kunne simpelthen ikke få hjælp på en ordentlig måde. Selv om det er seks år siden nu, sidder jeg her stadigvæk.

Er det fair? Hvis jeg ikke var syg, ville jeg blive straffet i et almindeligt fængsel og havde måske fået et års tid. Selvfølgelig kan jeg godt se, at det har hjulpet mig at være her …men, men, men! Kunne systemet dog ikke bare have hjulpet mig lidt før?

Barndommen

Trine er vokset op i en lille by tæt ved Helsingør, da hun skulle begynde i skole, flyttede familien til Sorø. Hun har en lillebror, der er 14 måneder yngre. Skolen blev et møde med mobning.  

- Jeg kan huske engang efter en gymnastiktime. De andre elever havde tømt alt mit tøj ud i klasseværelset og smasket min madkasse ud over det hele. Jeg pakkede grædende mine ting sammen og på vej hen til cyklen, råbte en af mine klassekammerater: Farvel, lille skovtrold. Det gjorde ondt, fortæller hun.

- Jeg var meget klodset, og jeg var meget mere udviklet end mine klassekammerater, fordi jeg kom tidligt i puberteten. Jeg havde svært ved at begå mig socialt og jeg var meget stille og indadvendt genert.

Hjemme måtte Trine agere voksen.

- Min far drak for meget i den periode. Han blev meget undskyldende og langsom i talen. Når han kom fuld hjem fra sit job som murer fredag aften, så var det min opgave at få ham i seng, for jeg vidste, at min mor ville blive rasende, hvis hun kom hjem til en fuld mand, når hun fik fri fra supermarkedet.

Som 14-årig udviklede Trine Petersen anoreksi, og hun flyttede ind på en ungdomspension.

- Det gik ikke, at jeg var derhjemme. Jeg gjorde oprør mod min mor, jeg stjal i butikker og gjorde ting, som jeg vidste, at hun ikke ville have. Jeg var provokerende og lavede ballade, fortæller hun.

Langsomt begynder Trines sygdom at vise sig i ungdomsårene, og hun er voldsomt selvskadende, i bogens indledning skriver hun:

I min første bog, Kvinden med de to ansigter, beskriver jeg, hvordan jeg gang på gang måtte på skadestuen med de værste snitsår. Og det, der var endnu værre … ting jeg havde slugt. Jeg er blevet opereret ca. 20 gange i maven og har et par gange været tæt på at dø af min voldsomme selvskade.

Sygdommen

- Da jeg var 19 år, havde jeg min første indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Det var dramatisk. Jeg var flyttet ind i en ungdomsbolig, men kunne ikke være alene. Så jeg flyttede hjem og havde det virkelig dårligt. En dag lå jeg inde under mine forældres skrivebord og råbte og skreg og var helt ude af den, og mine forældre sørgede for, at jeg blev indlagt. Det var første gang jeg blev bæltefikseret, fortæller hun.

På sygehuset fik hun sin første diagnose.

- I første omgang fik jeg diagnosen borderline personlighedsforstyrrelse. Senere, da jeg blev 22 år, fik jeg tilføjet uspecificeret skizofreni. Jeg har nogle mærkelige ord kørende oven i hovedet. Ord jeg selv laver, og jeg reagerer ambivalent. Jeg har svært ved at sortere i indtryk, jeg mangler ligesom et filter.  Jeg har svært ved at begrænse mig og har svært ved at beslutte mig, fortæller hun.

Trines sygdom betyder, at hun tidligere har været selvskadende. Blandt andet har hun tidligere slugt forskellige ting som kuglepenne, glasskår og en neglesaks:

Jeg har virkelig været lang ude. Jeg har flere gange været tæt på at tage mig selv af dage ved rå selvskade.

Gennem de sidste otte år har hun på afdelingen taget en rejse, en ny rejse, hvor selvskaden blev erstattet af andre problematikker.

For mit eget vedkommende har jeg nu erstattet min livsfarlige selvskade med et overforbrug af både slik, spil og dyre indkøbsvaner.

Men med forskellige teknikker har hun overvundet dem. 

- Der er sket det med mit spilleri, at jeg efter et par års misbrug langtsomt blev klar over, at det ikke var noget jeg med viljens kræft kunne lade være med. Samtidlig, begyndte jeg at tænke på min fremtid. Lige nu har jeg pænt mange penge i hænderne, men det vil ændre sig, når jeg flytter herfra, da der så vil være flere udgifter til husleje, fortæller Trine Petersen. 

- Helt konkret, gjode jeg det, at jeg lukkede min spillekonto for altid. Det var svært at trykke på knappen, og det var med lukkede øjne, da jeg endelig gjode det. Jeg har sådan set ikke savnet det, min erkendelse af, at det kan jeg bare ikke styre har været den første, der dukker op, når trangen kommer, for den kommer ind i mellem, men sjældere og sjældnere. Jeg ved, at jeg ikke kan komme til at spille, så man kan godt sige at det er en slags "spille-antabus", som jeg giver mig selv.

- Min slikspiseri har jeg fået medicinsk hjælp til. Jeg har sukkersyge, og derfor blev jeg tilbudt at få noget medicin, der nedsætter trangen til søde sager og samtidig sætter forbrændningen op. Jeg har tabt 20 kilo indtil nu, men jeg mangler næsten 20 kilo endnu for at være på min idealvægt, fortæller hun. 

Drømmen

Ganske langsomt er Trine begyndt at få det bedre. Der er styr på overspisningen og hendes diabetes, hun spiller ikke længere, og hun er begyndt at tage ud og holde foredrag om sine bøger på biblioteker og skoler.

Jeg kan nu lugte friheden. Derfor er det rigtigt svært for mig at komme tilbage til afdelingen efter en udgang. Jeg har 10 timer en gang om ugen, hvor jeg kan besøge min kæreste. Jeg nyder det i fulde drag.

Trine Petersen begynder derfor nu sammen med sine behandlere at drøfte næste skridt – ud i friheden. Hun vuderer selv, at det sker i løbet af det næste år. 

- De første år jeg var her, var jeg angst for at blive udskrevet. Men det seneste år er jeg begyndt at hige efter at komme videre. Men det skal være på den rigtige måde, fortæller hun. 

- Min drøm er at komme ud på et smaddergodt bosted, hvor jeg har min egen lejlighed, men hvor der er opsyn med mig. Hvor der er nogen mennesker, jeg kan henvende mig til, og hvor jeg kan have en relation til de beboere, der bor der, og så skal jeg i gang med at skabe mit liv. Jeg vil skrive, holde foredrag – det er dét, jeg vil. Jeg skal gøre de ting, som jeg kan lide, men det fedeste bliver, at man kan gå ud ad døren uden at sige det til nogen, og når det passer mig. Det bliver det fedeste.

Trine Petersens bog Udsyn inden for murene udkommer den 6. juli på forlaget Mellemgaard.