Formodet tricktyv på spil - vi kommer aldrig uanmeldt, siger forsyningsselskab

SK Forsyning i Slagelse fik onsdag en række henvendelser fra borgere, som ikke kunne forstå, at en medarbejder fra forsyningsselskabet var mødt op uden aftale.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En person i kedeldragt gjorde onsdag en række forsøg på at komme ind i sommerhuse i Slagelse Kommune under påskud af at skulle efterse en måler på vegne af forsyningsselskabet SK Forsyning.

quote Vi kommer ikke rendende og vil ind, hvis ikke vi har kontaktet kunden først.

Malene Sadowski, kommunikationsmedarbejder, SK Forsyning

Flere af sommerhusejerne fattede dog mistanke til den formodede tricktyv og kontaktede efterfølgende forsyningsselskabet, hvor de fik bekræftet deres bange antagelser:

- Et par kunder har ringet til os og spurgt, om det virkelig kan være rigtigt, at vi kommer rendende uden at have kontaktet dem først – og det kan det selvfølgelig ikke, fortæller kommunikationsmedarbejder Malene Sadowski fra SK Forsyning til TV2 ØST.

- Så de skal ikke lukke dem ind, siger hun videre og tilføjer:

- Det er noget, som vi oplever et par gange om året. Så foregår det over en periode og stopper igen, når der kommer fokus på det.

SK Forsyning har nu advaret om de lyssky henvendelser på Facebook.

Kontakt politiet

Helt generelt vil SK Forsyning aldrig møde op uden en aftale, pointerer Malene Sadowski og giver følgende råd om, hvornår en medarbejder fra SK Forsyning møder op:

- Vores kunder skal sikre sig, de har fået besked fra os – vi kommer ikke rendende og vil ind, hvis ikke vi har kontaktet kunden først. Og vores medarbejdere bærer også altid ID-kort.

I alt har SK Forsyning hørt fra tre kunder i sommerhusområdet i løbet af onsdagen – men tidligere er lignende henvendelser indløbet fra hele virksomhedens forsyningsområde, der dækker Slagelse Kommune fra Sønderup og Havrebjerg i nord, over Slagelse by i øst, til Korsør i Vest og hele Skælskør-egnen i syd.

SK Forsyning har ikke haft tilstrækkeligt med oplysninger til i denne omgang at kunne melde sagen til politiet, men Malene Sadowski opfordrer borgere til selv at kontakte politiet, hvis de har oplysninger om, hvordan personerne, der henvender sig, ser ud.

Læs også
"Ny nabo" bød på småkager - ældre kvinde narret i tricktyveri
Læs også
"Ny nabo" bød på småkager - ældre kvinde narret i tricktyveri

- Vi har svært ved at politianmelde nogen, som vi ikke har set, forklarer kommunikationsmedarbejderen.

Ifølge SK Forsyning havde den ukendte person ikke haft held med sit forehavende hos de kunder, som forsyningsselskabet onsdag var i kontakt med.

Det har ikke været muligt for TV2 ØST at få en kommentar fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til denne artikel.


Nyhedsoverblik