Fødevarestyrelsen finder salmonella i kyllingekød

Dencon Food A/S trækker et parti kyllingebrystfilet tilbage, fordi der er blevet påvist salmonella. Partiet er bl.a. solgt til J. N. Meat ApS i Slagelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et parti kyllingebrystfilet bliver fredag aften trukket tilbage, fordi der er blevet påvist salmonella i kødet. Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om kyllingebrystfilet uden skind og ben, som indeholder 130 til 180 gram. Sidste anvendelsesdato var 5. august 2015, og oprindelsesland er Polen.

Partiet er solgt engros fra Dencon Food A/S til tre steder. Det drejer sig om Kødgros Vest A/S i Vinderup, J. N. Meat ApS i Slagelse og Svendborg Slagtehus A/S.

Typen af salmonella, der er blevet påvist, er salmonella enteritidis. Symptomer på en salmonellainfektion er blandt andet diarré, kvalme, mavesmerter, feber og opkast.

Det er blandt andet, hvis man ikke gennemsteger kødet, at man kan risikere at blive syg.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at man kasserer eller leverer produktet tilbage til leverandøren.

/ritzau/


Nyhedsoverblik