Flere hundrede blitzet på motorvej

​Hele 6430 bilister blev kontrolleret i politiets hastighedskontrol nær Storebæltsbroen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det gik alt for hurtigt for flere hundrede bilister, der fredag kørte ad Vestmotorvejen ved Korsør.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Mellem klokken 5.31 og 11.30 kontrollerede politiets færdselsafdeling trafikken på motorvejen nær Storebæltsbro.

Her blev hele 6430 bilister kontrolleret, og ud af dem blev 418 bilister blitzet. De kan nu se frem til en bøde.

17 klip

Den hurtigste bilist blev målt til at køre 191 kilometer i timen på strækningen, hvor man maksimalt må køre 110 kilometer i timen. 

I alt blev der uddelt 17 klip, ligesom det blev til fem betingede frakendelser af kørekortet.