Firmaet bag Storebæltsbroen konkurs

Den store danske entreprenørvirksomhed Pihl og Søn har indgået konkursbegæring efter længere tids problemer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bygge-mastodonten Pihl og Søn, der blandt andet har stået bag Storebæltsbroen og Operahuset i København, kaster håndklædet i ringen. Bestyrelsen i selskabet indgiver konkursbegæring.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

- Bestyrelsen har i samarbejde med de væsentligste finansielle kreditorer arbejdet på at etablere rammerne for en ny rekapitalisering, der kunne sikre virksomhedens fremtid.

- Men søndag den 25. august blev det klart, at det ikke ville være muligt at finde en løsning, der sikrede virksomhedens fortsatte drift, skriver selskabet.

I årsrapporten for 2012 fremgår det, at selskabet både i december 2012 og i løbet af foråret 2013 havde indgået aftaler med de væsentligste finansielle kreditorer om at sikre selskabets solvens og likviditetsberedskab til fortsat drift.

Mellemværende afventer afklaring

Men til trods for aftalerne med kreditorerne, lykkedes det ikke for Pihl og Søn at få vendt den økonomisk nedtur.

- Det har vist sig, at regningen for at færdiggøre et projekt i et forceret forløb gav anledning til øgede omkostninger, som kunden ikke ville betale, og mellemværendet afventer således en voldgift for at blive afklaret.

- Disse forhold har bevirket, at solvensen og likviditeten igen kom under pres, skriver Pihl og Søn i pressemeddelelsen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik