Festersen sikrede point i overtiden

Endnu en gang beviste FC Vestsjælland, at holdet hører hjemme i superligaen, men det holdt hårdt mod OB. Udligningen til 1-1 blev scoret dybt inde i overtiden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En fodboldkamp er ikke slut før sidste fløjt - klicheen passede fremragende på FC Vestsjællands indsats mod OB søndag.

Først sekunder før dommerens sidste pust i kunne Rasmus Festersen sætte sidste fod på et fremragende FCV-angreb og udløse jubel på Slagelse Stadion med udligningen til 1-1.

Oprykkerne havde nu også fortjent point efter en kamp, hvor FC Vestsjælland dominerede spillet i lange perioder. De første 20 minutter gav flere chancer - størst til Jean Claude Bozga på hovedstød, men forsøget røg tæt forbi stolpen.

Efter 19 minutter blev oprykkerne dog udstillet, da kombinationer mellem OBs Rasmus Falk og Emil Larsen sendte samme Bozga på halen og fynboernes Morten Skoubo fri igennem. 1-0 til OB, og resten af halvlegen havde de i dagens anledning neonklædte fynboer chancerne og spillet.

FCV med tænding

I anden halvleg stod der spillemæssigt FC Vestsjælland på det meste, og det var ikke til at se at de rød-blå var oprykkerne.

Helt farligt blev det dog ikke – derimod havde OB to stolpeskud på kontraangreb.

Det hele lignede FCVs andet nederlag i Superligaen indtil dybt inde i overtiden, hvor Dennis Sørensen sendte højreback Oliver Lund afsted på et af Lunds utallige løb op af højrekanten.

Højt indlæg mod bagerste stolpe, hvor venstreback Michael Lumb kastede sig frem og headede på tværs. Her stod Rasmus Festersen helt rigtigt og helt fri. Fod på og så var der udlignet og jubel.

Sekunder efter bolden var givet op lød så slutfløjtet, og 11 spillere og hovedparten af 4434 tilskuere kunne juble over trods alt et point.

Point giver selvtillid

Ikke bare pointet, men også dominansen i spillet gav efter kampen stor tilfredshed i FCV-lejren.

-Efter fem kampe i superligaen har vi bare et nederlag, tre uafgjorte og en sejr. Det vidner om, at der er noget fundament i truppen. Nu skal vi ikke stille os tilfreds, men lægge på fra kamp til kamp, sagde cheftræner Ove Pedersen efter kampen til TV2ØST.

Målscorer Rasmus Festersen var – ud over naturligvis målet – også godt tilfreds med, at oprykkerne endnu en gang viste nye sider, selvom facetter af spillet kunne forbedres.

- Jeg synes faktisk, vi fortsætter den fine udvikling, vi har været i de sidste fire kampe. Og vi spiller noget fornuftig fodbold. Når vi scorer i det 92. minut, så må vi jo sige, at det er lidt heldigt, vi får point med.


Nyhedsoverblik