Fem personer anholdt i Korsør

Fem personer med tilknytning til Motalavej-kvarteret i Korsør blev fredag anholdt for at deltage i overfald på to ansatte i hjemmeplejen 14. marts.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fem personer er fredag blevet anholdt efter overfald på hjemmeplejen på Motalavej før påske.

Det oplyser politikommissær Allan Holm, leder af lokalpolitiet i Slagelse til TV ØST lørdag morgen.

I dagene den 13., 14. og 15. marts var der ballade i området, værst den 14. marts, hvor to ansatte i hjemmeplejen blev overfaldet og tildelt slag og spark, da de skulle hjælpe ældre medborgere i området.

- Vi foretog anholdelser af de fem personer i tidsrummet fra fredag formiddag til ud på eftermiddagen fredag. De er mellem 17 og 24 år og har alle en tilknytning til Motalavej-kvarteret, fortæller Allan Holm.

De fem personer er dog igen løsladt.

- De er alle sigtet for vold, men vi vurderede ikke, at der var grundlag for at stille de anholdte foran en dommer i et grundlovsforhør, oplyser Allan Holm.

Han tilføjer dog, at han ikke kan afvise, at de fem sigtede kan få flere sigtelser på halsen - ligesom han heller ikke vil afvise flere anholdelser i sagen. 

Anholdelserne kom dagen efter, at Allan Holm sagde til TV ØST, at han forventede snarlige anholdelser og sigtelser i sagen.


Nyhedsoverblik