FC Vestsjælland mangler 14 millioner kroner

Der mangler 14 millioner kroner for at holde FC Vestsjælland i gang indtil sommerferien.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nedrykningen fra Superligaen blev fatal for FC Vestsjælland, hvis bestyrelse har begæret klubben konkurs.

- Vi havde nogle dyre kontrakter, der ikke stod foran et udløb. Og da investorerne ikke rigtig kunne opfylde deres planlagte investeringer i klubben, så var der ikke penge nok til løn, siger Villum Christensen, der sidder i klubbens bestyrelse.

Han oplyser, at konkursbegæringen ikke formelt er blevet afleveret til Retten i Næstved endnu, og at han derfor krydser fingre for, at en investor vil melde sig på banen for at redde klubben i sidste sekund.

FC Vestsjælland var sidste år i finalen i pokaldysten, men reddede ikke pladsen i Superligaen. Efterfølgende har de sportslige resultater svigtet, og ved konkursbegæringen ligger klubben sidst i 1. division.

En konkurs nu kan betyde, at klubben tvangsnedrykkes helt til Sjællandsserien.