Fartmålere virker ikke - elselskab har taget strømmen

En lang række fartmålere i Slagelse Kommune virker ikke. Kommunen har nemlig ikke efterkommet elselskabets krav om at installere elmålere på hver fartmåler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De fleste bilister kender nok følelsen af at køre lidt for tjept ind i en by, indtil en blinkende fartmåler fortæller, at man kører 54 kilometer i timen.

I Slagelse Kommune er der dog væsentligt færre blinkende fartmålere, der lige nu tager toppen af bilisternes fart. Meget mod kommunens vilje er de nemlig blevet slukket af elselskabet Cerius, fortæller dagbladet Sjællandske torsdag.

- Helt enkelt er der ikke strøm på dem, og så virker de jo ikke, forklarer Bo Gabe, afdelingsleder i Slagelse Kommune, til TV2 ØST.

Cerius er et såkaldt netselskab og ejer selve elnettet i det meste af TV2 ØST-området. Ifølge Cerius har de tre gange bedt Slagelse Kommune om at installere individuelle elmålere på hver af fartmålerne.

Ifølge "målerbekendtgørelsen" er det nemlig et krav, at selv fartmålere skal have deres egen elmåler — også selvom de kun bruger omkring 50 kilowatt timer om året, mens en typisk familie i et parcelhus bruger 4-5.000 kilowatt timer årligt.

Cäthe Juul Bay-Schmidt, funktionschef i Cerius, er ærgerlig over situationen, men understreger, at loven er ens for alle.
Cäthe Juul Bay-Schmidt, funktionschef i Cerius, er ærgerlig over situationen, men understreger, at loven er ens for alle. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Elselskab: Loven gælder for alle

Kommunen har dog ikke efterkommet kravet, og derfor har Cerius gjort det, de også ville have gjort med andre kunder og simpelthen klippet strømmen. Selskabet understreger over for TV2 ØST, at de kun gør det, fordi de mener, at de er juridisk forpligtet til det.

- Jeg kan godt forstå, at Slagelse Kommune synes, at det er træls. Men loven gælder for alle. Der skulle have været sat målere op i 2020, så vi synes sådan set, at vi har strakt os ret langt i og med, at vi er i 2022 nu, siger Cäthe Juul Bay-Schmidt, funktionschef i Cerius, til TV2 ØST.

Brand Den Gamle Digegaard
Læs også
Mand i strømpesokker redder historisk kro fra at gå op i flammer
Brand Den Gamle Digegaard
Læs også
Mand i strømpesokker redder historisk kro fra at gå op i flammer

Beslutningen om at slukke strømmen står kommunen dog uforstående over for. Selvom fartmålerne ikke har deres egen måler, bliver der nemlig betalt for strømmen via gadebelysningen. Samtidig vil hver elmåler koste skatteborgerne omkring 10.000 kroner.

- Det er en stor udgift, vi skal ud i for at få et ganske lille anlæg til at fungere. Vi vil gerne gøre det så smidigt som muligt. At slukke for et anlæg, når man ellers overholder sine forpligtelser, er måske en lidt voldsom reaktion, siger Bo Gabe fra Slagelse Kommune.

Fartmålerne hjælper med at tage toppen af bilisternes fart ved at advare dem, hvis de kører for stærkt.
Fartmålerne hjælper med at tage toppen af bilisternes fart ved at advare dem, hvis de kører for stærkt. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Bo Gabe fortæller, at fartmålerne sænker hastigheden på vejstrækningen med op til fem procent. Det gør trafikken mere sikker, og derfor er han ærgerlig over situationen.

- Hvis en kunde ikke betaler for strømmen, slukker man for den. Men det er jo ikke det, vi er ude i. Vi betaler for vores ydelser, siger Bo Gabe.

Selvom strømmen nu er slukket, vil kommunen dog ikke til lommerne i første omgang. De har nemlig bedt Forsyningstilsynet svare på, hvorvidt det er kommunen, der skal betale for opsætningen af målerne. Et svar, der ikke ventes svar på lige foreløbig.


Nyhedsoverblik