¨

Far fik hele familien med i kajakklubben - nu giver sporten dem et værdifuldt fællesskab

01:05

At hele familien Tranegaard nu går til kajaksport, giver en stor glæde og mange oplevelser, siger far Jacob, som begyndte til sporten i 2011 og siden har fået sin kone og to børn med. Video: Privatfoto.

Ny undersøgelse viser, at inaktive danskere hjælpes igang med sport af nære venner eller familien. I Korsør skete det for familien Tranegaard.

Det begyndte med far. Så kom mor med, og til sidst satte børnene sig også ned i kajakken.

Jeg nyder, at det er anderledes, og at vi kan lave det sammen som familie

Emil Tranegaard, søn

Familien Tranegaard fra Korsør har kastet deres kærlighed på kajaksporten og nyder det fællesskab og den frihed, som sporten giver dem.

- Jeg nyder, at det er anderledes, og at vi kan lave det sammen som familie, siger sønnen, Emil.

- Det er noget, jeg er rigtig passioneret omkring, siger datteren, Amalie.

Familien er et godt eksempel på konklusionen i en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet.

Her er 1000 inaktive danskere blevet spurgt om, hvad der kan motivere dem til at dyrke motion. 34,5 procent svarer, at en invitation fra de nærmeste venner eller familien hjælper dem i gang.

Tilbage i 2011 fik Jacob Tranegard øjnene op for vandsporten. Familien bor ved en strand, og han blev inspireret af at se kajakker på vandet.

- Jeg tænkte: Det vil jeg også prøve, siger han.

Efter den første tur blev han fanget af livet på vandet, men han havde ikke lyst til at dyrke sporten alene. Så han fik lokket familien med.

- Han er god til at lokke, så vi måtte da ud at prøve det, siger Louise Tranegaard.

Vil have inaktive forældre med 

På baggrund af undersøgelsens konklusion opfordrer organisationen Bevæg dig for livet i en ny kampagne aktive medlemmer i en forening til at give en ven, søster eller nabo et venligt skub.

- De fleste af os vil gerne have tryghed i at møde nye mennesker, og derfor vil det være rarest, hvis vi begynder sammen med nogle, vi kender, siger Henrik Holmer, der er formand for DGI Storstrømmen.

Artiklen fortsætter under billedet.

  Foto: Signe Kaalund - TV2 ØST

Derfor vil de hos DGI Storstrømmen begynde at fokusere endnu mere på de personer, som allerede er tæt på foreningerne.

Når der er konkurrencer eller træning, er der forståelse for, hvad man laver, og vi kan hjælpe hinanden med at udvikle os

Emil Tranegaard, søn

- Vi ved jo, at vi har forældre stående på sidelinjen til fodboldkampene eller sidder på tilskuerpladserne, når børnene gør gymnastik eller svømmer. Hvordan kan vi åbne op for at lave aktiviteter for den gruppe af forældre, som alligevel sidder der, siger Henrik Holmer.

Forståelse for konkurrencer

I kajakken nyder familien Tranegaard det, sporten har medført af positive ting. Udover et stærkt fællesskab med glade stunder er der samtidig fuldstændig forståelse hos de andre for, hvad den daglige træning og konkurrencerne indebærer.  

- Når der er konkurrencer eller træning, er der forståelse for, hvad man laver, og vi kan hjælpe hinanden med at udvikle os, siger Emil.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App