Foruden en fængselsstraf kan det koste en ung mand sin bolig, at han torsdag blev dømt for at have sat to biler i brand på Motalavej i Korsør en sen aften den 8. oktober sidste år.
Så klar er meldingen fra formand i BoligKorsør, Ebbe Ahlgren. Ifølge formandens oplysninger er den unge mand nemlig bosat i ghettoområdet sammen med sin familie.
- Det ser ud til, at han har modtaget dommen, men han har stadig 14 dages ankefrist. Hvis ikke han anker, så indstiller vi, at han og hans families lejemål bliver ophævet.
- Bor han hos os og har adresse herude, og dommen på ni måneders fængsel for ildspåsættelse er virkelighed, så er det en klar overtrædelse af vores nultolerance. Så skal han have et andet sted at bo.
Artiklen fortsætter under billedet.
Tryghed er hver en krone værd
To gange tidligere har BoligKorsør ophævet familiers lejemål, fordi et medlem er blevet dømt for grove overtrædelser af straffeloven.
Vi ønsker at skabe tryghed for vores 7.000 lejere frem for at beskytte nogle få dømte og deres familier
- Vi har indført nultolerance, fordi vi ikke ønsker uroligheder i de her store boligområder. Det har vi haft masser af tidligere, og det er vi bare ikke interesserede i. Vi ønsker at skabe tryghed for vores 7.000 lejere frem for at beskytte nogle få dømte og deres familier, siger Ebbe Ahlgren.
Han erkender, at det både tager lang tid og koster penge at gennemføre ophævelsen af lejemålene for de berørte familier, men han fastholder, at det er dét værd.
- Hver gang vi kan tage et skridt for at skabe nogle trygge omgivelser for vores lejere, så er det hver en krone værd. Det er besværligt, og det ved vi godt, men det er vores politik, og vi ønsker at blive ved med at gøre det, siger boligformanden.
- Vi vil ikke have de dér parallelsamfund, hvor man bare kan gøre, som det passer én.
Det er i min verden fuldstændig utilstedeligt, at man brænder en handicapbus af. Det gør det i hvert fald absolut ikke bedre
Ønsker ikke bål og brand
Desuden springer det Ebbe Ahlgren i øjnene, at en af de afbrændte biler i den aktuelle sag var en handicapbus, der tilhørte Plejecenter Solbakken på Motalavej.
- Det er i min verden fuldstændig utilstedeligt, at man brænder en handicapbus af. Det gør det i hvert fald absolut ikke bedre. Men det er ikke alene det, der afgør det. Vi vil ikke have bål og brand i gaderne.
Foruden dommen for ildspåsættelse blev den 20-årige mand også dømt for trusler. Dagen efter branden mødte han nemlig op, da ejeren af den anden brændte bil var ved at dokumentere skaden sammen med en forsikringsagent. Her truede han med vold, hvis ikke de slettede billederne og forlod stedet.
Derudover er den 20-årige også dømt for seks gange at overtræde et forbud mod at opholde sig inden for 500 meter af en bestemt adresse på Motalavej.