Færge forsinket: Fik dykkerslange i skruen

Heldigvis slap alle med skrækken, da færgen mellem Omø og Sjælland tirsdag middag fik en dykkerslange i skruen. Færgen blev dog lidt forsinket.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Der var en dykkerslange viklet ind i skruen. Men heldigvis var der ikke en dykker i den anden ende.

Sådan siger Flemming Eriksen, der er ansvarlig for færgefarten mellem Omø, Agersø og Stigsnæs.

Færgen fik noget i skruen ved middagstid mandag, og færgeselskabet besluttede derfor at sende en dykker i vandet i Stigsnæs for at få det væk, som der måtte sidde fast.

- Det viste sig at være en dykker-slange, der var viklet ind i skruen. En lang, tynd slange, som færgen tilsyneladende har fanget under indsejlingen til havnen på Omø. Her var en erhvervsdykker igang med at lave noget arbejde. Han havde en meget lang, meget tynd slange på sit udstyr, og den må åbenbart være faldet i vandet, da han kom op af vandet, forud for færgens ankomst, siger Flemming Eriksen.

Han tilføjer, at første frygt var, at der skulle sidde en dykker fast på den anden ende af slangen – men det gjorde der heldigvis ikke.

-Så vidt vi kan se, så har dykkeren i havnen overholdt alle sikkerheds-regler, og der kan være mange årsager til, at slangen er endt i vandet igen. Det vigtige er, at ingen kom til skade, og at der heller ikke skete skader på skibets skrue, selvom det lød mærkeligt, siger han.

Slangen i skruen betød lidt forsinkelse på færgefarten til øen, men forsinkelserne skulle blive indhentet igen i løbet af eftermiddagen.


Nyhedsoverblik