FCV marcherer videre, og søndag fik hjemmepublikummet sæsonens anden sejr i Slagelse, da bronzevinderne fra Randers blev sendt hjem med et 2-0 nederlag i bagagen.
FC Vestsjælland dominerede midtbanen i den første halve time, og sad på østjyderne i det etablerede spil. Randers lurede på kontra, men bortset fra et par halve tilbud var det ikke rigtigt farligt.
Det var Phillip Lund efter knap en halv time. Et hjørnespark lige i panden på højrebacken blev headet centimeter forbi stolpen.
Ellers var der ikke mange chancer i en lidt blodfattig første halvleg.
Ung afløser takkede for tilliden
Bare fem minutter inde i anden halvleg blev der lavet om på det, da Marc Dal Hende tog initiativ på højrekanten. Dal Hende havde fået chancen fra start på grund af skulderskaden til Rasmus Festersen, og den takkede han for efter 50 minutter.
Et godt drive og en lidt heldig dribling forbi ellers rutinerede Chris Sørensen, og så var Marc Dal Hende alene igennem. Han tæskede bolden op i nærmeste hjørne og 1-0 til FC Vestsjælland. I øvrigt første superliga-scoring i første kamp fra start for Dal Hende.
Så kom Randers længere frem på banen med et større pres, og fem minutter senere måtte Thomas Mikkelsen hive en pragtredning op på en helflugter fra Randers’ Elmar Bjarnason.
Åbnet op for blusset
Der var rigtig skruet op for frekvensen af chancer, og en dybdebold gav Thiago en mulighed for at bygge oven på de to mål, han scorede i sidste kamp mod FC Nordsjælland. Skuddet var dog en smule forbi mål.
Randers begyndte også klart at dominere og sætte højt pres, mens FCV havde problemer med at få bolden væk. Normalt plejer østjydernes fysik at give problemer, men FC Vestsjælland kunne godt spille med på den facon, og de store tilbud kom ikke rigtig.
Til gengæld var der flot og gennemspillet angrebsspil fra FCV med otte minutter igen. En stærkt spillende Marc Rochester sendte bolden ud på kanten til fremstormende Phillip Lund, der smed et perfekt indlæg i feltet. Her dukkede Dennis Sørensen op med igen et perfekt hovedstød. 2-0 og anden hjemmesejr for oprykkerne, der inden de to sidste kampe i runden pludselig er på en tredjeplads i superligaen.