Emilie Meng-sagen: Politiet samler DNA fra mænd på Motalavej

Forsvarsadvokat kritiserer politiets fremgangsmetode efter at have indkaldt en gruppe mænd fra boligområdet Motalavej i Korsør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En gruppe unge mænd fra boligområdet Motalavej i Korsør har i løbet af det seneste halve år været kaldt til samtale hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i Emilie Meng-sagen. Under samtalerne er de blevet pålagt at afgive en DNA-prøve. 

Det oplyser forsvarsadvokat Kim Krarup, der repræsenterer nogle af mændene.

- Jeg er bekendt med, at i hvert fald 10 unge mænd i tyverne, både danske og af anden etnisk oprindelse, er blevet afhørt. De har fået at vide, at de enten kunne afgive DNA frivilligt, eller også ville politiet skaffe en dommerkendelse, siger Kim Krarup, der ikke vil sige, hvor mange af mændene han er klient for.

Han er først blevet gjort opmærksom på afhøringerne, efter at mændene er blevet afhørt. På grund af sin tavshedspligt kan han ikke udtale sig om, hvad mændene er blevet spurgt om.

quote Vi lever i et retssamfund, og der skal man ikke indkaldes til politiet og trues til frivilligt at give sit DNA eller fingeraftryk, uden at man egentlig kender konsekvenserne.

Kim Krarup, forsvarsadvokat

Ifølge dagladet BT, der beskriver historien, er de unge mænd blevet spurgt ind til selve sagen: Hvor de befandt sig den 10. juli 2016, da Emilie Meng forsvandt, om de kører bil, og om nogen fra deres omgangskreds har opført sig mærkeligt i tiden efter, at hun forsvandt.

Forholder sig kritisk

Kim Krarup forholder sig kritisk til politiets fremgangsmetode, fordi der ifølge ham ikke foreligger en eller flere sigtelser, og at hans klienter ikke har haft mulighed for at rådføre sig med en advokat og fået oplyst deres rettigheder i forbindelse med DNA-prøverne.

- Vi lever i et retssamfund, og der skal man ikke indkaldes til politiet og trues til frivilligt at give sit DNA eller fingeraftryk, uden at man egentlig kender konsekvenserne. Jeg ved godt, at alle har en interesse i at finde ud af, hvem der er gerningsmanden i den her ulykkelige sag. Men i den interesse gælder det fortsat, at man bliver nødt til at sige, at vi lever i et retssamfund og ikke en bananstat.

Han har derfor skrevet til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi for at finde ud af, hvad der er hoved og hale i sagen, og om de afhørte har fået en sigtelse.

- Det gør jeg for at få en ordentlig forklaring. Der er ikke nogen forsvarsadvokater, før der er en sigtelse, og det er det, der mangler. Er de afhørt med en sigtets rettigheder?, siger Kim Krarup.

Politiet affejer kritik

Ifølge fungerende politidirektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Lars Harvest er der intet  opsigtsvækkende i, at alle mændene er fra Motalavej, og at politiet gør det på den måde, de gør.

- Vi er igang med at efterforske den drabssag. Det er en sag, vi har efterforsket i lang tid. Det, vi har gjort her, er sket mange steder. Vi afsøger flere og flere personer, og nu er vi så kommet til nogen personer, der har en advokat, som synes, det er helt forfærdeligt interessant. 

Er der nogen, der i dag er sigtet i sagen?

- Det har jeg ingen kommentarer til, siger Lars Harvest. 


Nyhedsoverblik