Ekspert: Sådan endte Slagelse med at skulle spare millioner

De store besparelser i Slagelse Kommune er en konsekvens af flere år med overoptimistiske budgetter, mener ekspert.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Slagelse Kommune skal foretage store besparelser i år og næste år. Det står klart, efter et flertal i byrådet vedtog et nyt budget for 2022 mandag aften.

Alene i år skal der spares 115 millioner kroner. I 2023 er det 323 millioner kroner.

Men hvordan kunne det gå så galt?

Ifølge Arne Ullum, der er ekspert i kommunaløkonomi og ansvarlig chefredaktør for mediet NB-Økonomi, er årsagen, at man igennem længere tid har lagt alt for optimistiske budgetter for kommunens økonomi. 

- Helt grundlæggende, så handler det om, at man har lavet et super overoptimistisk budget, siger han.

Absurd at ramme så skævt

Slagelse Kommune har ifølge Arne Ullum været for optimistisk både på indtægtssiden og udgiftssiden i det oprindelige budget for 2022.

Arne Ullum er ekspert i kommunaløkonomi og ansvarlig chefredaktør for mediet NB-Økonomi.
Arne Ullum er ekspert i kommunaløkonomi og ansvarlig chefredaktør for mediet NB-Økonomi. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Man har ifølge eksperten både regnet med at have højere indtægter, end man fik, og man har samtidig budgetteret med lavere udgifter, end man fik.

- Hvis du bare hele tiden holder dig til den optimistiske side på udgifterne og indtægterne, så rammer du hurtigt meget, meget skævt, og det er derfor, man står her, siger Arne Ullum.

Dykker man ned i kommunens egne budgetopfølgninger for 2022 kan man også se, at de forventede indtægter og udgifter afviger fra virkeligheden. 

Læs også
Flertal har stemt ja - Slagelse skal spare 115 millioner kroner
Læs også
Flertal har stemt ja - Slagelse skal spare 115 millioner kroner

Arne Ullum kalder det absurd, at et kommunalbudget rammer så meget ved siden af. 

- En ting er de 115 millioner i år, men med beløbet næste år er det jo fuldstændigt absurd, at man kan ramme så skævt på et budget, siger han.

Som at regne med en lottogevinst

Arne Ullum har kigget Slagelse Kommunes budgetter for 2022 og 2023 grundigt igennem og kan komme med flere eksempler på den overoptimisme, han mener, har præget budgetlægningen de sidste par år.

Slagelse Kommune har ifølge ham blandt andet regnet med at få nogle penge fra Christiansborg, selvom de burde vide, at de penge ikke ville komme.

- Man har eksempelvis regnet med, at en to-årig kompensation, der er vedtaget i Folketinget, ville fortsætte i 2023. Selvom der står i loven, at den stopper i 2022, siger Arne Ullum og fortsætter:

- Når man begynder at indregne sådan noget med, at man tror, at politikerne på Christiansborg vil vedtage og forlænge en kompensation, som helt eksplicit er aftalt til to år, og også regner den ind for 2023, så vil jeg sige, det svarer til at indregne lottogevinster i sit budget.

Ifølge Arne Ullum har Slagelse Kommune ført en problematisk budgetstyring i flere år.

- Slagelse Kommune bankede 95 millioner over budget på servicerammen i 2021. Det er en syvendedel af den samlede overskridelse i hele Danmark. Det siger lidt om, at der allerede i 2021-budgettet overhovedet ikke var styr på tingene i Slagelse, siger han.

Nyt budget møder kritik

Det nye budget, der indebærer store besparelser på velfærdsområdet, har mødt protester både i fagbevægelsen og blandt bekymrede borgere i Slagelse Kommune.

Mandag aften var flere af dem samlet til demonstration foran rådhuset for at vise deres utilfredshed, da politikerne skulle stemme om det nye budget.

Det nye budget for 2022 blev mødt af store protester foran Slagelse rådhus mandag.

Her mødte TV2 ØST John Dyrby Paulsen (S), der er tidligere borgmester og ansvarlig for det oprindelige 2022-budget. Han ville ikke påtage sig ansvaret for, at Slagelse Kommune nu står overfor så store besparelser og kaldte Arne Ullums kritik af hans budgetstyring for "noget vrøvl".

John Dyrby Paulsen var borgmester i den periode, hvor kommunalbudgetterne ifølge Arne Ullum var alt for overoptimistiske.
John Dyrby Paulsen var borgmester i den periode, hvor kommunalbudgetterne ifølge Arne Ullum var alt for overoptimistiske. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Han var i stedet kritisk overfor Knud Vincents (V) og flertallet i byrådets beslutning om at vedtage det nye budget med de medfølgende besparelser. 

- De besparelser, der nu er lagt for dagen, de går på velfærdsområderne, og vi ville hellere spare på den centrale administration, sagde John Dyrby Paulsen.

Undgår at komme under administration

Men ifølge Arne Ullum er den økonomiske situation i Slagelse Kommune nu så kritisk, at besparelserne på velfærdsområdet er uundgåelige.

- Hvis en kommune kommer under nul i kassebeholdningen, så bliver kommunen sat under administration af Indenrigsministeriet. Så er det ikke byrådet i Slagelse, der bestemmer mere, så er det embedsmændene inde på Slotsholmen. Det er i virkeligheden det, Slagelse Kommune nu kæmper for at undgå, siger han.

Det er for at undgå det scenarie, at man er nødt til at lave det, Arne Ullum betegner som en “vanvittig opbremsning”, hvor kommunen er nødt til at spare på alt, hvad man overhovedet kan spare på. 

Læs også
Store besparelser i Slagelse: - Det er resultatet af en uansvarlig økonomisk politik
Læs også
Store besparelser i Slagelse: - Det er resultatet af en uansvarlig økonomisk politik

Men det kunne være undgået, hvis man havde været realistisk i stedet for optimistisk, da man lagde budgetterne, mener Arne Ullum, der drager en parallel til Langeland Kommune. 

- Hvis man sammenligner med en anden kommune, der er i problemer i øjeblikket, nemlig Langeland, så har de orden i deres budgetproces, og derfor vidste de allerede for et halvt år siden, at de ville få problemer i 2023. Så de har haft spareplanerne undervejs et helt år, og derfor kan de lave begavede besparelser, siger Arne Ullum. 

Det kommer til at gøre ondt

Det er der ikke tid til at gøre i Slagelse, fordi man står i en situation, hvor man skal nå at indhente et underskud på 115 millioner på bare syv måneder.

Og det er ikke et hensigtsmæssig udgangspunkt, når man skal finde besparelser, understreger Arne Ullum. 

- Problemet er jo, at når man skal spare så hurtigt, så er kriteriet ikke, hvad der er den klogeste besparelse. Så er kriteriet, hvilke besparelser man overhovedet kan gennemføre med så kort aftræk. Og derfor bliver det altid dumme besparelser, man laver, når man skal gøre det i hast, siger Arne Ullum.

Læs også
Millionbesparelser på skoler skaber frygt: - Vi står over for nogle kæmpe udfordringer
Læs også
Millionbesparelser på skoler skaber frygt: - Vi står over for nogle kæmpe udfordringer

Besparelserne kommer ifølge Arne Ullum uden tvivl til at gøre ondt i Slagelse. 

- Det kommer til at gøre ondt, og det kommer til at gøre meget mere ondt, end hvis man havde handlet med rettidig omhu, siger han. 


Nyhedsoverblik