Eksagent fra Korsør vinder over PET i sag om erstatning

PET har forsøgt at forhindre tidligere agent i at få erstatning. Nu er sagen afgjort til Morten Storms fordel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Morten Storm, der selv hævder at have været agent for Politiets Efterretningstjeneste (PET) i en årrække, har vundet over PET i en arbejdsskadesag.

Det viser en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), skriver Jyllands-Posten.

Af afgørelsen fremgår det, at Morten Storm, der er fra Korsør, har krav på godtgørelse. Han skal også have erstatning for tab af erhvervsevne som følge af psykiske skader, som han fik i sin tid som PET-agent fra 2007 til 2012.

Det fremgår ikke, hvilket beløb der er tale om.

PET har aldrig be- eller afkræftet samarbejdet med Morten Storm.

Efterretningstjenesten har tidligere forsøgt at få afvist kravene. Tjenesten mente ikke, at AES skal afgøre sager, som er baseret på en antagelse om, at en person er eller har været kilde for PET.

AES har afvist PET's krav.

Har fået ptsd

I afgørelsen fastslår AES blandt andet, at Morten Storm har fået posttraumatisk stresssyndrom (ptsd).

Det skyldes, at "du har været udsat for exceptionelt farefulde hændelser under din ageren i det islamiske miljø", lyder det ifølge Jyllands-Posten.

Ifølge SF's retsordfører, Karina Lorentzen, vidner afgørelsen om, at der findes en form for rettigheder i forhold til at udføre arbejde for PET.

- Jeg vil spørge justitsminister Nick Hækkerup (S) om, hvad det rent faktisk betyder, og om det betyder, at agenter kan sikres bedre rettigheder, hvis de arbejder for PET, siger hun til Ritzau.

Morten Storm levede ifølge eget udsagn i flere år et dobbeltliv, hvor han på overfladen spillede rollen som fundamentalistisk muslim.

I det skjulte videregav han angiveligt oplysninger om islamistiske miljøer - mod betaling - til Politiets Efterretningstjeneste.

retten_naestved_fra_cng1.jpg
Læs også
PET-meddelers søn i retten: Jeg troede nogen skulle dø
retten_naestved_fra_cng1.jpg
Læs også
PET-meddelers søn i retten: Jeg troede nogen skulle dø

I 2012 afbrød han dog samarbejdet med PET og stod frem i Jyllands-Posten og fortalte sin historie.

Han afslørede at have hjulpet PET og den amerikanske efterretningstjeneste CIA med at opspore al-Qaeda-ledere i udlandet.

USA dræbte efterfølgende en af dem i et droneangreb.

Morten Storms amerikanske advokat, Mark Zaid, siger til Jyllands-Posten, at Storm bør modtage en økonomisk kompensation eller belønning for sin indsats for CIA i kampen mod al-Qaeda.

Det vil advokaten forsøge at overbevise CIA og den amerikanske regering om. Han vil bruge AES' afgørelse som en løftestang for henvendelsen, skriver avisen.


Nyhedsoverblik