Ejere af kolonihaver frygter lang ventetid på plan mod PFOS

Efter seks måneder er der fortsat ingen plan for, hvad man skal gøre med de kolonihaver, der er blevet forurenet med PFOS i Korsør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Først skulle de vente, fordi der skulle tages prøver. Så skulle de vente, fordi der skulle tages flere prøver. Og nu skal de igen vente, fordi der skal tages endnu flere prøver.

Sådan beskriver ejerne af kolonihaverne i Haveforeningen Rundingen ved Korsør Nor den situation, som de er kommet i, efter kommunen i marts kunne fortælle, at der var forurening i deres kolonihaver.

- Det er meget skuffende, at vi seks-otte måneder efter stadig står i en situation, hvor der skal laves flere prøver, siger Steen Andersen, næstformanden i haveforeningen Rundingen.

Læs også
Trods oprensning - ny rapport fastslår omfattende PFOS-forurening ved Korsør Nor
Læs også
Trods oprensning - ny rapport fastslår omfattende PFOS-forurening ved Korsør Nor

Mandag fremlagde rådgivningsfirmaet Niras en længe ventet rapport om situationen med PFOS-forurening omkring brandskolen i Korsør. Men den kom ikke med svar, hvad angik kolonihaverne, og det er haveforeningen skuffede over.

- Rapporten har i virkeligheden ikke bragt os videre end der, hvor vi stod i marts måned. I juni måned, da der sidst kom prøveresultater fik vi at vide, at der nu var lavet nok prøver til at afgrænse forureningen, og nu skulle vi vente på rapporten fra Niras. Men de skriver jo tydeligt, at de har brug for flere prøver, siger Steen Andersen.

Mindst fem haver forurenede

Indtil videre er der fundet kraftig forurening med PFOS i fem kolonihaver i foreningen. Og foreningen føler sig fanget i et limbo, hvor de ikke ved, hvad der skal ske.

- Det er klart, at folk er bekymrede. Det bliver jo skrevet højt og tydeligt alle vegne, at det er giftigt. Så det er klart, at folk bliver bekymrede, og at vi er frustrerede over, at der skal gå så lang tid med at få en afklaring på situationen. Dels med at afgrænse området, hvor der er forurening. og dels med at at få en plan for, hvad der skal gøres ved det, siger han.

Læs også
PFOS-ofre tilbydes psykologhjælp: - Det er fantastisk
Læs også
PFOS-ofre tilbydes psykologhjælp: - Det er fantastisk

Han fortæller, at haveejerne nærmest er blevet advaret mod at grave i jorden i haverne uden at bruge handsker og andet sikkerhedsudstyr.

- En kolonihave er et sted, hvor man går og hygger sig med at grave i jorden og plante nye ting, og se, at der vokser noget op, som bringer glæde og som man måske kan spise af. Så det er da bekymrende, hvis man ikke må det. Men det er ikke til at sige, hvad det får af betydning på sigt. Måske kan man udskifte jorden i haverne. Det må vi jo se, når de endelige tal og afgrænsninger er klar, siger han.

Læs også
Nyfødt med PFOS i blodet indlagt: - Det har været ret kritisk
Læs også
Nyfødt med PFOS i blodet indlagt: - Det har været ret kritisk

Lukker ikke foreningen

Steen Andersen venter dog ikke, at haveforeningen kan blive opgivet på grund af forureningen.

- Andre steder i landet har man kolonihaver på forurenet jord. Der skal man så dyrke i plantekasser og på købt jord. Men vi håber ikke, at det bliver sådan. Vi håber, at vi kan bruge haverne på den måde, som de er beregnet til, siger han.

Han håber dog, at der snart kan komme en afklaring til haveejerne.

- Jeg håber, at vi kan få en plan, så vi kan komme videre, og så vi ved hvad der foregår. Lige nu er vi ikke kommet ud af stedet. Men jeg tvivler på, at den er lige om hjørnet, siger han.

Læs også
Græs fra denne eng må ikke ende i fødevarer
Læs også
Græs fra denne eng må ikke ende i fødevarer

Nyhedsoverblik