Efter voldtægtssag på kaserne: Eventuel sigtelse i næste uge

Forsvarets Auditørkorps undersøger stadig en voldtægt, der fandt sted på Antvorskov Kaserne. De venter på undersøgelser, der kan ende med en sigtelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En kvinde blev natten til fredag den 27. maj voldtaget på Antvorskov Kaserne i Slagelse. Det erfarede TV ØST, der har fået historien bekræftet fra flere kilder.

Sagen undersøges af Forsvarets Auditørkorps, det særlige politikorps, der tager sig af kriminalitet foretaget af soldater i tjeneste. 

Nu fortæller Hans Herluf Pedersen, efterforskningsleder hos Forsvarets Auditørkorps, til TV ØST, at man lige nu venter på de tekniske undersøgelser i sagen. Hans Herluf Pedersen ønsker ikke at komme nærmere ind på de tekniske undersøgelser. Men han forventer, at undersøgelserne vil være færdige i næste uge.

- Vi vil tage stilling til en eventuel sigtelse, når undersøgelserne ligger klar, siger Hans Herluf Pedersen til TV ØST.

Ikke politiets opgave

Det er ifølge efterforskningsleder Hans Herluf Pedersen militærets opgave, ikke politiets, at efterforske sagen, fordi sagen er sket på militært område.

- Det er tidligere politifolk, der efterforsker sagen, siger han og forklarer, at den militære efterforskningsenhed desuden bruger samme redskaber og metoder, som politiet bruger i deres arbejde. 

Hans Herluf Pedersen ønsker ikke at udtale sig om, hvilken rang de implementerede partere har.


Nyhedsoverblik