Efter bombetrussel: Nøddørene fungerede korrekt

Der var ingen problemer med nøddørene i forbindelse med gårsdagens bombetrussel. Det konstaterer ledelsen i Vestsjællandscentret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere besøgende blev kortvarigt fanget inde i Vestsjællandscentret, da der i går lidt før klokken 14.00 blev advaret om bombetrussel. Ledelsen i Vestsjællandscentret fastslår nu, at nøddørene fungerede, som de skulle.

- Jeg har lige set overvågningsbillederne igennem, og der var altså ingen problemer med nøddørene, fortæller Jane Dahl, Center Marketing Manager i Vestsjællandscentret.

Nøddøre skabte forvirring

Camilla Knoblauch fortalte i går til TV ØST, at folk hverken kunne komme ind eller ud af centret efter alarmen.

- Dørene var låst, så vi kunne ikke komme ind. Der var stor forvirring. For inde på den anden side af svingdøren kunne vi se, at folk forsøgte at komme ud af centeret, men nøddørene var låst.

Jane Dahl bekræfter, at der har stået cirka 30 personer inde i centret, som havde problemer med at komme ud af svingdøren.  

- Runddelen stoppede, så folk skulle bruge nøddørene ved siden af for at komme ud. Der er et grønt håndtag på nøddørene, som man skal dreje, og det er der store tegninger af, forklarer hun.

Trods illustrationen har kunderne dog haft problemer med selv at kunne få åbnet dørene.   

- De stod og ventede i cirka et halvt minut, inden der kom en medarbejder fra Wagner og hjalp dem.

Det hele foregik uden nogen form for panik.    

- Folk stod fuldstændig stille og afventede roligt at blive lukket ud, siger Jane Dahl. 


Nyhedsoverblik