Dyrlæge advarer: Uforsvarligt at lade elefanter optræde igen

Det vil være uforsvarligt at lade Cirkus Arenas elefanter optræde for børnefamilier, advarer deres dyrlæge, som frygter for sikkerheden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er uforsvarligt, hvis Cirkus Arenas elefanter kommer i manegen igen. Det mener deres dyrlæge Henrik Hagbard fra Gørlev Dyreklinik, som kalder det "uforsvarligt".

I otte måneder har Cirkus Arenas elefanter været i karantæne i deres stald - uden eneste mulighed for at komme ud i den friske luft. Der står de, fordi et politisk flertal sidste år varslede et forbud mod elefanter i cirkus.

quote Hvis ikke der kommer en politisk løsning inden for 14 dage, ser jeg ingen anden mulighed end at sætte dem i manegen igen

Benny Berdino, cirkusdirektør

Derfor tog Cirkus Arena elefanterne af programmet, og et grundigt sundhedstjek blev iværksat. Men forbuddet er endnu ikke vedtaget, og elefanterne kan ikke komme videre til for eksempel Knuthenborg Safaripark, før politikerne og cirkusset er blevet enige om, hvordan Arena skal kompenseres.

Artiklen fortsætter under billedet

Elefanterne bestod først på året et sundhedstjek. Men der er lang vej til, at de kan komme ud af karantænen.
Elefanterne bestod først på året et sundhedstjek. Men der er lang vej til, at de kan komme ud af karantænen. Foto: Finn Brasen.

Men efter otte måneder mistrives elefanterne nu i en sådan grad, at deres dyrlæge over for TV2 ØST har advaret om deres tilstand. Det fik cirkusdirektør Benny Berdino til at erklære, at han overvejede at sætte elefanterne på plakaten igen.

- Da man ikke har besluttet at lave et forbud, så overvejer vi af hensyn til dyrenes tarv at sætte dem på plakaten igen, siger Benny Berdino til TV2 ØST d. 25. juli.

Benny Berdino og elefant
Læs også
Elefanter mistrives - nu overvejer Cirkus Arena at tage dem på turné igen
Benny Berdino og elefant
Læs også
Elefanter mistrives - nu overvejer Cirkus Arena at tage dem på turné igen

Over for B.T. satte han tirsdag en slutdato:

- Hvis ikke der kommer en politisk løsning inden for 14 dage, ser jeg ingen anden mulighed end at sætte dem i manegen igen. De kan ikke holde til at stå der, sagde Benny Berdino tirsdag til avisen.

Dermed vil der altså skulle en løsning til senest 13. august, hvis ikke direktøren skal gøre alvor af sit ord.

Artiklen fortsætter under billedet

Cirkusdirektør Benny Berdino vil sætte elefanterne i manegen igen, hvis der ikke kommer en politisk løsning.
Cirkusdirektør Benny Berdino vil sætte elefanterne i manegen igen, hvis der ikke kommer en politisk løsning. Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

Men da TV2 ØST kontakter Henrik Hagbard fra Gørlev Dyreklinik for at få en vurdering af sagen, er det en meget bekymret dyrlæge, der tager telefonen.

quote Jeg mener, at det er uforsvarligt at lade dem optræde foran børnefamilier

Henrik Hagbard, dyrlæge

- Med elefanternes nuværende humør i tankerne vil jeg gerne gentage min appel om, at elefanterne ikke kommer med på turne igen. Som jeg hele tiden har sagt, er de blevet meget mere pirrelige og utilregnelige under den lange ventetid, forklarer Henrik Hagbard.

I løbet af deres otte måneders karantæne er elefanternes trivsel blevet ringe og ringere. De er urolige, pirrelige og viser klare tegn på aggression. Derfor er det ikke nogen god idé at sætte dem tilbage i cirkusmanegen, mener dyrlægen.

- Jeg mener, at det er uforsvarligt at lade dem optræde foran børnefamilier. Så hvis nogen skulle få den ide, vil jeg fraråde det på det kraftigste, siger Henrik Hagbard.

Artiklen fortsætter under billedet

Dyrlæge Henrik Hagbard frygter for Arena-elefanters temperament.
Dyrlæge Henrik Hagbard frygter for Arena-elefanters temperament. Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

Knuthenborg Safaripark har tilbudt at tage imod elefanterne. Det kræver dog, at der bygges et anlæg til elefanterne, men parken er langt i planlægningen af et anlæg og er tæt på at have økonomien på plads til projektet. Bliver elefanterne taget ud af deres karantæne, kan deres endelige otium i for eksempel Knuthenborg dog blive udskudt yderligere.

- Hvis elefanterne tages ud på turne, vil de igen skulle igennem sundhedstjek og efterfølgende karantæne, inden de kan komme til en dyrepark. Dermed skal hele projektet starte forfra igen eller opgives, siger dyrlæge Henrik Hagbard.

TV2 ØST har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Cirkus Arena

Derfor er elefanterne i karantæne

Flere af TV2 ØST's brugere har undret sig over, at det er nødvendigt at holde Cirkus Arenas elefanter i karantæne, indtil de kan komme til Knuthenborg Safaripark. Men det er der en god grund til, forklarer Knuthenborgs chefzoolog Rasmus Nielsen.

 

Knuthenborg har cirka 700 dyr og kender sundhedsdata på dem alle grundigt. Når de modtager dyr fra andre steder, modtager de fyldestgørende prøver fra dyrene, som samtidig er i karantæne inden. Det sker både for at sikre, at det er sunde og raske dyr, man modtager, men også for at undgå, at nye dyr bringer sygdomme til parkens øvrige dyr.

 

Dette gælder også for elefanter, og her er det især risikoen for tuberkulose, man er opmærksom på.

 

- For at kunne bibeholde tilbuddet om at tage imod elefanterne, er vi nødt til at have en garanti for, at de fortsat er tuberkulosefri. Derfor har vi opfordret til, at elefanterne ikke flyttes fra deres matrikel, siger Rasmus Nielsen.

 

Hvis elefanterne kommer i kontakt med andre dyr eller fremmede mennesker, er der risiko for, at de smittes med for eksempel tuberkulose.

- Tager man dem ud af karantæne, vil man skulle igennem hele processen én gang til, forklarer Rasmus Nielsen

 

Et fyldestgørende helbredstjek af elefanter er en meget omkostningsfuld og omstændig affære, forklarer han. Men først og fremmest er det ikke risikofrit for elefanterne.


- Det kræver, at man sederer dem, altså at man semi-bedøver dem. Det indebærer også en risiko. Hver gang du bedøver et dyr, risikerer du, at der går noget galt, og at dyret dør. Derfor skal man bestræbe sig på at sedere dyr så få gange som overhovedet muligt, siger chefzoolog Rasmus Nielsen.

27. april besøgte TV2 ØST elefanterne. Se indslaget her:

Det er endnu ikke fundet en løsning for de pensionerede cirkuselefanter der nu står i karantæne på ottende måned. Nu slår elefanternes dyrlæge alarm.  Dyrene mistrives og forholdene i karantænestalden er på kant med dyreværnsloven, mener dyrlægen og efterspørger hurtig politisk handling

Nyhedsoverblik