Dyrby om Løkkes plan: Børn lærer jo ikke dansk ved, at man river deres boliger ned

I Slagelse, som har to områder på ghettolisten, mener borgmesteren ikke, at løsningen er at rive bygninger ned.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I går aftes afholdt statsminister Lars Løkke sin årlige nytårstale, hvor han blandt talte om at afvikle alle ghettoer.

I Slagelse er borgmesteren enig i, at parallelsamfund skal bekæmpes, men at rive bygningerne ned er ikke løsningen.

- Vi skal sætte nye mål om at afvikle ghettoerne helt, lød det fra statsminister Lars Løkke i hans nytårstale i går.

- Nogle steder ved at bryde betonen op. Rive bygninger ned, fortsatte statsministeren.

quote Det er nemt nok at komme med nogle idéer om, at nu skal vi ikke have nogen ghettoer. Men man ændrer jo ikke ved problemet ved bare at rive bygninger ned

John Dyrby Paulsen, borgmester i Slagelse

Er selv vokset op på Motalavej

Men i Slagelse er den nytiltrådte borgmester, John Dyrby Paulsen (S), mere optaget af at ændre strukturen i boligområderne, end at rive boligblokke ned. Han er selv vokset op på Motalavej, som sammen med Ringparken er de to områder i Slagelse, der er på dette års ghettoliste.

- Jeg er enig med statsministeren i at børn, der starter i skolen og ikke kan tale dansk, er noget skidt. Men de børn lærer jo ikke dansk ved, at man river deres boliger ned, siger John Dyrby Paulsen til TV ØST.

Skal mere til at bekæmpe parallelsamfund

John Dyrby Paulsen mener, at der skal mere til, hvis man vil problematikken om parallelsamfund til livs. Og det med at jævne bygninger med jorden, er ikke løsningen.

- Det er et værktøj, man har i værktøjskassen. Det er ikke umiddelbart det man skal bruge for at lære børn at tale og læse dansk. Det gør de kun ved at være sammen med andre børn. Det er det vigtigste, siger John Dyrby Paulsen til TV ØST.

- Det er nemt nok at komme med nogle idéer om, at nu skal vi ikke have nogen ghettoer. Men man ændrer jo ikke ved problemet ved bare at rive bygninger ned.

Læs også
Slagelse har brugt millioner på ghettoerne, men effekten har været minimal
Læs også
Slagelse har brugt millioner på ghettoerne, men effekten har været minimal

Ny helhedsplan er igangsat

Statsministeren forslog også i sin nytårstale, at man skulle ”sprede indbyggerne og genhuse dem i forskellige områder” og ”andre steder at tage en klar styring af, hvem der flytter ind.”

I Slagelse trådte en ny helhedsplan i kraft for Ringparken i oktober sidste år. Her skal 25 millioner kroner blandt andet være med til at skabe nye grønne arealer og fysiske ændringer af boliger, der skal forandre Ringparken til Ny Ringby.

- Vi gør det, at vi laver boligområderne om. Den idé synes jeg er meget mere spændende, end at rive bygningerne ned, for det ændrer jo ikke på de problemer og udfordringer, der måtte være, siger John Dyrby Paulsen.


Nyhedsoverblik