¨

Død klumpfisk hentet af dyrepasser - skal fryses og gemmes til undervisning

En klumpfisk, der blev fundet død på Næsby Strand, er blevet kørt til Helsingør. Her skal den fryses ned og bruges til formidling.

Hvis man finder en klumpfisk, kan man kontakte Øresundsakvariet på vagttelefonen 28757958. Foto: Privatfoto - Lisbeth Nielsen

Det er første gang Cathrine Bassing, der er dyrepasserelev på Øresundsakvariet, har hentet en død klumpfisk.

Sammen med en kollega fra akvariet i Helsingør kørte hun mandag morgen mod Næsby Strand for at hente en 45 centimeter lang klumpfisk.

Vi er heldige, når der er nogen, der ringer til os med en klumpfisk og gerne vil give den videre til os

Cathrine Bassing, dyrepasserelev, Øresundsakvariet.

- Den har ligget i en have i to døgn, så tilstanden kunne godt være bedre, fortæller Cathrine Bassing.

- Men i forhold til, at den har ligget udenfor er den i en fin tilstand, og vi kan nok stadig godt bruge den til noget formidling. Det ville være værre, hvis der var nogle måger, der havde hakket i den, siger dyrepassereleven.

Hun er glad for, at Øresundsakvariet blev kontaktet, da klumpfisken blev fundet.

- Vi er heldige, når der er nogen, der ringer til os med en klumpfisk og gerne vil give den videre til os, siger Cathrine Bassing.

Artiklen fortsætter under billedet.

Klumpfisken vejer syv kilo og ligger nu i en fryser i Helsingør. Foto: Øresundsakvariet

Strander når vandet bliver koldt

Selvom de færreste er snublet over en klumpfisk på en strandtur, er det ikke unormalt, at man finder døde klumpfisk på denne tid af året.

De kan nemlig ikke klare det kolde klima, fortæller Jens Peder Jeppesen. Han er akvariechef og marinbiolog på Biologisk Institut ved Københavns Universitet.

- Det er et tilbagevendende fænomen, der kommer hvert eneste år. Klumpfisken er en kosmopolitisk fisk, som kommer ind i vores danske farvande om efteråret, fordi vandet er dejligt varmt, og der er sindssygt meget mad i forhold til nede sydpå. Så det er et fødereservoir, som både små og store klumpfisk mæsker sig i, siger han.

Klumpfisken lever normalt i det åbne ocean længere sydpå. Her spiser den plankton, vandmænd, brandmænd og små krebsdyr.

Artiklen fortsætter under billedet.

Klumpfisken målet 45 cm fra og måler 65 cm fra den ene til den anden finne. Foto: Privatfoto - Lisbeth Nielsen

Men når temperaturen i det danske farvand falder, mister klumpfiskene med tiden kræfterne. I sidste ende tager det livet af dem.

- Problemet er så, når temperaturen begynder at falde. De er ikke tilpasset et liv under ti grader. Så bliver de svage, og så bliver de fulgt ad strømme ind til kysterne. Og så lige så stille og roligt giver de op, siger Jens Peder Jeppesen.

Skal bruges til formidling

TV2 ØST talte med repræsentanterne for Øresundsakvariet, da de var på vej tilbage mod Helsingør.

De havde besluttet ikke at køle den døde fisk ned, før de kommer tilbage til akvariet.

- Det er ikke den længste tur, vi er på, så vi har bare proppet den i en pose og så i en balje. Så snart vi kommer hjem, så ryger den i en fryser med det samme, fortæller Cathrine Bassing.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Grafik: Nick Abildgaard - TV2 ØST.

 

Hun regner med, at fisken skal dissekeres.

- Det bliver nok vores marinbiolog, der kommer til at skære den op foran gæster eller i undervisning, hvor han fortæller lidt om den, siger hun og fortæller, at klumpfiskens kød ikke ser ud, som det fiskekød man kan se i fiskehandlerens disk.

Artiklen fortsætter under billedet.

Under en gåtur med hunden stødte Lisbeth Nielsen på denne døde klumpfisk på Næsby Strand. Foto: Privatfoto - Lisbeth Nielsen

- Kødet fungerer som en form for vægtklods for fisken, fortæller Cathrine Bassing.

- Det ser meget sjovt ud, det er helt gennemsigtigt og meget hårdt, siger dyrepassereleven.

Vil redde levende klumpfisk

På Øresundsakvariet er de også interesserede i at høre fra folk, som spotter en levende klumpfisk.

Dem vil de nemlig gerne være med til at redde. Derfor indsamler de levende klumpfisk, putter dem i store tanke og fodrer dem, så de kan overleve på dansk jord.

Hvis man finder en klumpfisk, kan man kontakte Øresundsakvariet på vagttelefonen 28751958.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App