De hårdest belastede boligområder klarer sig bedre: - Nu skal man undgå at flytte problemerne

Flere udsatte boligområder i blandt andet Holbæk, Slagelse og Korsør er blevet taget af den såkaldte parallelsamfundsliste.

Det er ofte negative nyheder, vi hører fra landets hårdest belastede boligområder, men nu er der godt nyt at berette.

For ifølge en ny rapport, så går det bedre med udviklingen i de udsatte områder.

quote Det, de skal fokusere på, er at få løftet den lokale velfærd

Gunvor Christensen, VIVE

Og vores region er ingen undtagelse.

- Det er rigtig glædeligt, at det glider i den rigtige retning. Det er det, vi arbejder for, og det er det, som det tidligere byråd har arbejdet for.

Sådan lyder det fra Slagelse Kommunes borgmester, Knuds Vincents (V).

I Slagelse ligger der socialt udsatte boligområder i Ringparken og ved Motalavej, men de områder har også gennemgået en udvikling de seneste fire år.

Slagelses borgmester, Knud Vincents (V), er glad for, at der er sket en positiv udvikling i boligområderne.
Slagelses borgmester, Knud Vincents (V), er glad for, at der er sket en positiv udvikling i boligområderne. Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

I 2018 blev det på Christiansborg bestemt, at omdannelsesområder, der tidligere blev kaldt for "hårde ghettoer", skulle omdannes til mere blandede by- og boligområder. Det ville man gøre ved at nedrive boligblokke, sælge lejligheder og skærpe kravene til nye lejere.

- På Motalavej har der været en rigtig god inddragelsesproces med borgerne, og de har været med i helhedsplanen, og et stort flertal stemte for den omdannelse, der skal være. I Ringparken har vi lige vedtaget lokalplan et, to og tre, og det skal vi også gøre med stor inddragelse, siger Knud Vincents.

Flere områder er taget af listen over udsatte boligområder

VIVE, der er Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, har netop udsendt en rapport, der tager temperaturen på arbejdet med Parallelsamfundsaftalen, og der går det i den rigtige retning.

- I forhold til Motalavej, Grønneparken og Ringparken er de alle rigtig godt i gang med netop at lave en blandet beboersammensætning, og hvordan de skal reducere i boligområdet, så der er de rigtige takter, når vi kigger på det, der skal ske overordnet, siger Gunvor Christensen, der er projektchef i VIVE.

Gunvor Christensen fra VIVE mener, at kommunerne skal være opmærksomme på ikke at flytte problemerne til nye områder.
Gunvor Christensen fra VIVE mener, at kommunerne skal være opmærksomme på ikke at flytte problemerne til nye områder. Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

Både Grønneparken i Holbæk, Motalavej i Korsør og Ringparken i Slagelse stod alle tidligere på parallelsamfundslisten, men i dag er de taget af. Alligevel er der stadig udfordringer, der skal tages hånd om.

- Det, de skal fokusere på, er at få løftet den lokale velfærd: Hvordan går det med børn og unge? Få løst de udfordringer, vi kan se på skoleområdet og få løftet de unge, så de klarer sig bedst muligt, siger Gunvor Christensen.

Ingen parallelsamfund efter 2030

Det er planen, at der i 2030 ikke skal eksistere parallelsamfund, men ifølge Gunvor Christensen er det ikke nødvendigvis lige til.

- Vi får formentligt løst problemerne i områderne, men spørgsmålet er, om områderne bare flytter sig eller om man konkret får løst problemerne med sociale udsathed og ulighed. Det er nemlig det, der er årsagen til, at de her områder opstod, siger Gunvor Christensen.

Læs også
Seks ud af otte folkeskoler under tilsyn
Læs også
Seks ud af otte folkeskoler under tilsyn

Og det er en udfordring, som de er bevidste om i Slagelse Kommune, men de er klar til at handle på den.

- Det, man skal være opmærksom på, er, at man ikke flytter udfordringerne til andre steder i kommunen eller til nabokommunerne, for så har ikke løst opgaven. Det er en stor opgave, og den skal vi have løst, men vi er på rette vej, og det glæder mig rigtig meget, siger Knud Vincents.