Dansk Folkeparti fik den kolde skulder i moske-sag

Dansk Folkeparti forsøgte uden held at stikke en kæp i hjulet på et muslimsk kulturcenter i Slagelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Dansk Folkeparti forsøgte igen mandag aften at få sat en stopper for religiøse aktiviteter i det muslimske kulturcenter på Landsgravvej i Slagelse. Partiet mener, at stedet i realiteten er en moske, som kommunen bør lukke med et påbud. Det afviste et massivt flertal i byrådet.

- Lokalplanen giver ret til kulturelle aktiviteter. Men huset bliver primært brugt til religiøse formål. Foreningen reklamerer selv med, at det er en moske. Derfor beder jeg om, at vi laver et strakspåbud, sagde Palle Kristiansen, der er gruppeformand for Dansk Folkeparti.

Det er bare godt en måned siden – den 14. december – at et massivt flertal på 27 medlemmer i Slagelse Byråd stemte ja til en lokalplan, der gjorde det muligt for det muslimske kulturcenter på Landsgravvej at forblive på adressen. Kun de fire medlemmer af Dansk Folkeparti sagde nej. Heller ikke mandag aften lykkedes det partiet at flytte kollegerne i byrådet.

Biyik
Læs også
Lettet formand for muslimsk kulturhus: - Fornuften sejrede
Biyik
Læs også
Lettet formand for muslimsk kulturhus: - Fornuften sejrede

I Venstre afviste man klart DF:

- Det, vi er ude i her, er at vi både begynder at lege valgkamp og politi. Hvis man mener, at der foregår noget, der ikke er lovmedholdeligt i kulturcenteret i forhold til den gældende lokalplan, så er det ikke en sag for byrådet. Det er noget man anmelder til forvaltningen, lød den kontante afvisning fra Pernille Frandsen (V).

Lang kamp for fast adresse

Det har været en lang kamp for foreningen at få en ny fast adresse. Helt tilbage i august 2015 sagde det daværende byråd nej, da foreningen ville indrette et muslimsk kulturhus med bederum til de cirka 400 medlemmer på hjørnet af Østre Allé og Tjørne Allé.

quote Det her er blevet sneget ind ad bagdøren

Henrik Brodersen, Dansk Folkeparti

Siden fandt foreningen plads i de tidligere selskabslokaler i Håndværkergården på Landsgravvej. Men lokalplanen gav ikke mulighed for foreningsaktiviteter på adressen. Det løste et flertal i byrådet tilbage i 2018 med en treårig dispensation, der i december blev gjort permanent med vedtagelsen af den nye lokalplan for området.

- Man skal være både døv og blind for ikke at se, hvad der foregår. Det her er blevet sneget ind ad bagdøren. Man bør kalde tingene ,hvad de er. Hvis man ønsker en moske på adressen, må man lave en lokalplan, der tillader det, sagde Henrik Brodersen (DF).

Men trods ihærdige forsøg fra Dansk Folkeparti kom der aldrig rigtig skub i debatten. Efter bare ti minutter tørrede talelysten ud. 27 byrådsmedlemmer stemte imod forslaget. De tre medlemmer fra Dansk Folkeparti og løsgængeren Ann Sibbern, der selv netop har forladt Dansk Folkeparti, stemte for.

Bryllupper og bederum

Det er Slagelse Multikulturel Forening, der står for aktiviteterne på Landsgravvej. TV2 Øst besøgte Håndværkergården i august sidste år. De tidligere selskabslokaler er indrettet med en stor central sal, hvor er blandt andet afholdes bryllupper, foreningen har også fejret kvindernes internationale kampdag dér. Der er et skolelokale, hvor børn bliver undervist i koranen. I den modsatte ende af det store bygningskompleks er der et stort bederum. Der er også en lille cafe.

Læs også
Muslimer vil lave bowlingcenter til moské - møder politisk modstand
Læs også
Muslimer vil lave bowlingcenter til moské - møder politisk modstand

Håndværkergården er ejet af fonden Dansk Tyrkisk-Islamisk Stiftelse. Fonden hører under den tyrkiske regerings religionsministerium, Diyanet, der blandt andet sender statsbetalte imamer ud til moskéerne.

Sagen udløste voldsom debat i ugerne op til byrådets vedtagelse i december. Også dengang var især Dansk Folkeparti på banen. Partiets næstformand, Morten Messerschmidt, rejste sagen over for udlændinge- og integrationsminister Mathias Tesfaye (S) i et samråd i Folketinget. Men ministeren ville ikke blande sig i sagen.

TV2 ØST fortalte 31. august om, hvordan det muslimske kulturcenter splittede byrådet i Slagelse.

Nyhedsoverblik