Cirkusartist kræver millionerstatning efter otte meters styrt

Cirkusartist kræver erstatning fra Cirkus Arena, fordi hun blev kvæstet, da hendes kabel knækkede under show.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hun skulle hænge i otte meters højde i et stålkabel, men foran et telt fyldt med spændte børnefamilier knækkede kablet, og den ukrainske cirkusartist faldt til jorden med hovedet først.

24-årige Tetiana Korenieva brækkede sin ryg, hoften og fire knogler i nakken under showet, der fandt sted i Hornbæk i Nordsjælland en sommerdag i 2018.

Den ukrainske artist overlevede faldet, men knap to år senere mangler hun stadig nogle operationer.

Når der skal placeres et ansvar for ulykken, peger Korenieva på Cirkus Arena, der har hovedsæde i Slagelse.

Afviser erstatningskrav

Fredag tager Retten i Næstved hul på den civile sag, hvor hun skønsmæssigt kræver en million kroner fra cirkusset. Beløbet er ikke endeligt fastsat, da arbejdsmarkedets erhvervssikring endnu ikke har truffet afgørelse i sagen.

Pengene, som den ukrainske akrobat mener sig berettiget til, er for svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste samt varigt men og tabt erhvervsevne.

Det er blandt andet ikke muligt for hende at tjene den samme løn i Ukraine, som hun har kunnet som cirkusartist, fremgår det af dokumenterne.

Men Cirkus Arena nægter at være ansvarlig for Korenievas ulykke.

Hyret ind fra andet cirkus

Stålkablet, der knækkede, var Korenievas eget, og det gik i stykker, fordi det ikke blev ordentligt vedligeholdt.

Netop vedligeholdelsen havde Korenieva selv ansvar for, fremhæver Cirkus Arena, som hævder, at hun var den eneste, som benyttede kablet fra forestillingens start, indtil ulykken skete.

Korenievas advokat fremfører derimod, at kablet blev brugt under pausen i showet til at give børn en gyngetur mod betaling. To andre artister brugte desuden kablet hver dag igennem hele sæsonen, påstår han.

Cirkusset mener heller ikke, at det kan betegnes som arbejdsgiver for Korenieva. Hun var ansat i den ukrainske cirkusvirksomhed Bingo Circus Theatre, som var hyret til at bidrage med to numre ved forestillingerne i Danmark det år.

Tetiana Korenieva, cirkusartist
Læs også
Brækkede ryggen efter styrt - cirkusartist lægger sag an mod Cirkus Arena
Tetiana Korenieva, cirkusartist
Læs også
Brækkede ryggen efter styrt - cirkusartist lægger sag an mod Cirkus Arena

- Instruktions- og kontrolbeføjelser og pligt til tegning af forsikring for skader og uheld påhvilede sagsøgers trup og ikke cirkus, står der i dokumenterne.

Under sagen skal Tetiana Korenieva selv forklare sig om sagen, ligesom fire vidner ventes at afgive forklaring.

Søren Kroer, som repræsenterer Tetiana Korenieva i sagen, forventer ikke en afgørelse på fredagens retsmøde.


Nyhedsoverblik