Farten var 99 km/t, da en dansk skibus den 13. februar i år kørte galt på den tyske motorvej ved Dessau og sendte tre voksne i døden.
Men dobbeltdækkerbussen måtte kun køre 80 km/t, og derfor er den danske chauffør nu idømt ni måneders betinget fængsel for uagtsomt manddrab. Det oplyser busselskabet, Egons Turist- og Minibusser.
Bussen og dens 65 passagerer - fortrinsvis børn fra fritidsklubben Kærnehuset på Amager - var på vej til Østrig, da chaufføren mistede kontrollen over bussen i det dårlige vintervejr.
Bussen måtte køre 100 km/t, men på grund af anhængeren bag på bussen, skulle chaufføren have holdt sig under 80 km/t.
Dommen er faldet uden retsmøde efter aftale mellem busselskabet og den tyske anklagemyndighed. Afgørelsen er endelig og ankes ikke, oplyser busselskabet.
Ulykken som kostede tre passagerer livet:
* Natten til den 13. februar forulykkede en dansk dobbeltdækkerbus med 65 passagerer på motorvejen ved Dessau syd for Berlin. Der var ikke andre biler involveret i ulykken.
* Dobbeltdækkerbussen var på vej til skiferie i Neukirchen i Østrig. Ifølge tysk politi ramte den tilsyneladende autoværnet, kurede fremad og væltede om på siden.
* 47 af passagererne var børn i alderen 6-12 år fra fritids- og ungdomsklubben Kærnehuset på Amager. De 18 voksne passagerer var pædagoger og forældre til børnene.
* Tre passagerer mistede livet, to kvindelige pædagoger og en 45-årig far til ét af børnene. 28 blev kvæstet.
/ritzau/