Byens købmand lukkede - nu hyldes ildsjæle for at genrejse butikken

En gruppe frivillige fra Boeslunde har modtaget årets landdistriktpris i Slagelse Kommune for at puste liv i byen, da Brugsen lukkede.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et stærkt sammenhold og masser af gåpåmod for at redde det lokale samfund bliver nu belønnet.

For da COOP lukkede Dagli’Brugsen i Boeslunde på det sydvestlige Sjælland valgte en gruppe frivillige ildsjæle i byen at gå til kamp for at etablere en ny købmandsbutik.

quote Det er et rigtig stort og hårdt arbejde, som de frivillige har gjort

Anne Bjergvang (S), medlem af dommerkomiteen

Fodboldklubbens medlemmer uddelte løbesedler om redningen, og der blev afholdt store borgermøder i byen for at redde butikken. Målet var at få alle til at købe anparter i den nye butik. 

Det lykkedes, og derfor belønnes de nu med årets landdistriktspris i Slagelse Kommune og modtager hyldest for deres store arbejde.

Kørte med underskud i otte år

De frivillige bag butikken er organiseret i Boeslunde Sogns butiksforening, der gennem 150 år var en del af FDB og senere COOP. 

I 2020 var situationen dog sådan, at Dagli’Brugsen i Boeslunde havde kørt med større underskud hvert år i otte år, og situationen var alvorlig, da COOP smed håndklædet i ringen.

De frivillige solgte andelsbeviser for 600.000 kroner og organiserede en renovering af den gamle butik med frivillige kræfter. Det betød, at den nye købmand slå kunne slå dørene op den 1. marts.

- Det er et rigtig stort og hårdt arbejde, som de frivillige har gjort, siger Anne Bjergvang (S), der er medlem af dommerkomiteen, i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Det har krævet målrettethed og udholdenhed samt evnen til at involvere lokalsamfundet. På den måde lever det på fineste vis op til kriteriet om, at indsatsen skal afspejle den gode vilje og fællesskabet i lokalområdet, og derfor var vi også enige i dommerkomiteen om, at de frivillige bag Boeslundes nye butik skal have årets pris.

Skal lære af Boeslunde

Den nye butik var et af fire projekter, som var nomineret i år. Udover Boeslundebutikken var den gamle skolegrund i Venslev, Velkomstgruppen i Bisserup og Flakkebjerg amfiteater og madpakkehus også nomineret til prisen.

Et arkivbillede fra Dagli’Brugsen i Boeslunde, der lukkede sidste år.
Et arkivbillede fra Dagli’Brugsen i Boeslunde, der lukkede sidste år. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

- Boeslunde er et eksempel til efterfølgelse, hvor man i lokalsamfundet tager skeen i egen hånd, når det gælder. I det her tilfælde er det kampen for at fastholde lokale indkøbsmuligheder og lokale arbejdspladser, men det kunne også være andre ting, som et lokalsamfund går sammen om og kæmper for. Det vil vi gerne anerkende, siger Pernille Ivalo Frandsen (V), medlem af dommerkomiteen.

Udover de 10.000 kroner får vinderne også en messingplade og et træ, som kan plantes i Boeslunde.