Brandfolk positive efter møde med minister - ønsker at blive testet gratis for PFOS

Formanden for Brandfolkenes Organisation tror på, at brandfolkene kan blive testet for PFOS efter torsdagens møde med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S)

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mens 187 borgere fra Korsør er blevet testet for det giftige fluorstof PFOS, må brandfolk kigge langt efter hjælp. Hvis de vil undersøges, skal de betale 2000 kroner.

Men nu kan der være hjælp på vej. 

I hvert fald er Keld Rasmussen, der er formand for Brandfolkenes Organisation, positiv efter torsdagens møde med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

- Han var meget lydhør overfor det, jeg sagde, og jeg synes, at det var et godt møde. Jeg har en god mavefornemmelse og tror på, at det ender godt, siger Keld Rasmussen.

Badet i brandskum

I foråret kom det frem, at en række personer havde spist kød fra kvæg i Korsør. Det viste sig, at kødet indeholdt høje værdier af PFOS, og blodprøver fra borgerne har sidenhen slået fast, at mange af dem har ekstremt høje mængder PFOS i kroppen. 

Læs også
Nyfødt med PFOS i blodet indlagt: - Det har været ret kritisk
Læs også
Nyfødt med PFOS i blodet indlagt: - Det har været ret kritisk

PFOS er tidligere blevet anvendt i brandskum. Derfor frygter brandfolk i hele landet, at de også kan have store mængder af giften i kroppen.

- Brandfolkene har jo nærmest badet i det dagligt. De får ikke nogen hjælp, og de skal betale selv, hvis de skal testes. Det, synes jeg principielt, er forkert, siger Keld Rasmussen. 

- Jeg synes, de har et ansvar

Michael Larsen fra Vordingborg har arbejdet som deltidsbrandmand i 37 år og gør det stadig. Han har forsøgt at blive testet for PFOS uden held.

- Jeg var til læge både forleden og i dag og spurgte, om jeg kunne få taget en blodprøve for PFOS, men det kunne lægen ikke og henviste mig i stedet til sygehuset, siger Michael Larsen, der også sidder i byrådet for Socialdemokraterne i Vordingborg Kommune.

Artiklen fortsætter under videoen.

Der kan være en lille smule hjælp på vej til PFOS-ramte borgere.

Han undrer sig over lægens melding, fordi sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i foråret opfordrede brandfolk til at gå til egen læge, hvis de var bekymrede. 

Nu bliver brandmændene så afvist hos lægen, hvor de havde håbet at få vished for, om de har PFOS i høje mængder i blodet.

- Jeg har formentligt leget en del med det her brandskum, og jeg vil absolut gerne testes, siger Michael Larsen, der fortsat vil forsøge at få taget en blodprøve.

- Ja, nu bliver jeg stædig. Jeg synes jo, at de har et ansvar for os, som står op om natten og hjælper andre, og jeg kommer ikke til at betale for en test selv, siger han.

Det skal følges til dørs

Selv om der altså endnu ikke er nogen endelig afklaring for brandfolkene oven på dagens møde med ministeren, føler formanden for Brandfolkenes Organisation, Keld Rasmussen, at ministeren var indstillet på at hjælpe.

- Han var positiv over for, at brandfolkene skal have taget blodprøver, og han sagde, at vi ikke skulle forskelsbehandles, når vi kommer til lægen og vil undersøges for PFOS, siger Keld Rasmussen.

Læs også
Eksperthjælp skal sikre borgere bedre rådgivning om PFOS
Læs også
Eksperthjælp skal sikre borgere bedre rådgivning om PFOS

Han fik dog ikke noget håndtryk på, at brandfolkene kan blive testet på statens regning i fremtiden, ligesom han heller ikke fik en tidshorisont på, hvornår de kan forvente svar fra ministeren.

- Jeg kommer til at tage kontakt til ministeriet igen om en måned, så vi får det her fulgt fuldstændigt til dørs, siger Keld Rasmussen.

Tirsdag kom det frem i en pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen, at der skal nedsættes et ekspertudvalg, der skal rådgive om stoffet PFOS. Formålet er at samle den viden, vi allerede har på området for dermed at kunne rådgive borgerne bedre.


Nyhedsoverblik