Klokken 10.44 torsdag fik Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en anmeldelse om en brand i en tagkonstruktion i et rækkehus på Kærsvej i Korsør.
- Det kan være svært at slukke brand i en tagkonstruktion, siger Morten Kronbo, der er vagtchef ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi og fortsætter:
- Der er ingen personer i bygningen, og slukningsarbejde er i gang. Vi har evakuereret de omkringliggende boliger og sikret os, at der ikke er nogle naboer hjemme, siger Morten Kronbo.
Kæledyr døde i branden
Nogle timer efter var de sidste flammer slukket. Skaderne fra branden er begrænset til den ene bolig, så de omliggende huse er ikke berørt af branden.
Politiet kan ikke sige, hvad brandårsagen er endnu. Det skal en brandundersøgelse afklare.
- Nu er stedet spærret, og så kommer der en, der har forstand på at undersøge, så skal de kigge nærmere på det, siger Morten Kronbo.
Brandvæsenet nåede at redde et par kaniner ud af huset i live. Der blev fundet en hund og en kat, som begge er omkommet i branden.