Borgmester skriver brev til justitsminister - Slagelse vil snuppe uddannelse til fængselsbetjente

Slagelses borgmester håber at kunne tiltrække en ny uddannelse til fængselsbetjente.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Onsdag lød det, som om det gik helt efter planerne for Guldborgsund Kommunes borgmester, John Brædder (Guldborgsundlisten).

Justitsminister Nick Hækkerup (S) fortalte, at der skal oprettes en ny afdeling af uddannelsen til fængsels- og transportbetjente et ikke nærmere defineret sted i det sydøstlige Danmark. Netop sådan en uddannelse har John Brædder længe kæmpet for at tiltrække til Falster, og ser man på landkortet, kommer man ikke meget mere i sydøstlig retning end Guldborgsund Kommune.

Derfor mente John Brædder, at netop hans kommune var en oplagt placering, ikke mindst fordi kommunen også huser Storstrøm Fængsel, der har nogle af landets hårdeste fanger og samtidig kæmper med store problemer med bemandingen.

quote På mange måder ligger vi trafikalt centralt, og det er vigtigt

John Dyrby Paulsen (S), borgmester, Slagelse Kommune

Men i Slagelse sidder der en borgmester, der nu ser sit snit til at snuppe uddannelsen for næsen af falstringerne. Han hedder John Dyrby Paulsen (S) og mener ligesom sin kollega fra Guldborgsund, at netop hans kommune er en helt oplagt placering, når der skal oprettes nye uddannelsespladser til kommende fængselsbetjente.

- Slagelse ligger ret centralt. Vi har motorvejen der går øst-vest, rute 22 der går nord-syd, og så har vi jernbanen i Slagelse og Korsør. På mange måder ligger vi trafikalt centralt, og det er vigtigt, siger John Dyrby Paulsen (S).

20190805-122228-L-1920x1077we
Læs også
Uddannelse til fængselsbetjent på vej til vores område
20190805-122228-L-1920x1077we
Læs også
Uddannelse til fængselsbetjent på vej til vores område

Derfor har han sendt et brev til justitsministeren, hvor han argumenterer for, at Slagelse Kommune er det oplagte valg til uddannelsen.

Behovet for en ny uddannelse til fængsels- og transportbetjente skyldes, at ganske mange vælger at forlade faget, alt imens antallet af indsatte i fængslerne stiger som følge af højere strafferammer. Konkret mangler der ifølge kriminalforsorgen 500 betjente lige nu.

John Dyrby Paulsen (S) mener, at Slagelses placering er helt oplagt, når der skal oprette en ny uddannelse til kommende fængsels- og transportbetjente.

Synergi med uddannelser

Det er især udsigten til flere arbejdspladser til kommunens borgere, der gør borgmesteren interesseret i den nye uddannelse. Men han mener også, at Slagelse by kan være med til at skabe et godt uddannelsesmiljø for fængselsbetjente.

- Vi har også en masse andre uddannelser i Slagelse, som den her nye uddannelsesinstitution kan spille op ad. Det er i sig selv vigtigt, forklarer Slagelse-borgmesteren.

quote Det vil være med til at understrege, at Slagelse er en stor uddannelsesby

John Dyrby Paulsen (S), borgmester, Slagelse Kommune

- Det vil være med til at understrege, at Slagelse er en stor uddannelsesby, mener han.

Foruden en ny afdeling af uddannelsen til fængsels- og transportbetjent skal der også laves et nyt såkaldt områdearresthus, der skal aflaste de øvrige sjællandske arresthuse, der ofte er fyldt til bristepunktet.

Områdearresthuset skal være centralt placeret i forhold til infrastruktur, herunder motorvejsnettet, og samtidig skal det kunne bygges med afstand til bymæssig bebyggelse.

Her er Slagelse en oplagt placering, fordi kommunen både har motorvej og jernbane, men også god plads til, at der kan bygges et stort arresthus med god afstand til naboerne, mener John Dyrby Paulsen (S).

Samtidig vil det også være en gevinst for den nye uddannelse, at den ligger tæt på Sikringsafdelingen under Psykiatrien i Slagelse, hvor de farligste psykisk syge kriminelle sidder indespærret.

Læs også
Forbund revser politikernes plan for uddannelse af fængselsbetjente på Sydsjælland eller Falster
Læs også
Forbund revser politikernes plan for uddannelse af fængselsbetjente på Sydsjælland eller Falster

Tæt på praktik i Guldborgsund

I Guldborgsund Kommune har man dog et trumfkort. Her fremhæver borgmester John Brædder (Guldborgsundlisten) blandt andet, at uddannelsen vil kunne ligge ganske tæt på elevernes mulige praktiksted, Storstrøm Fængsel. Samtidig har kommunen adskillige ledige, der har vist interesse.

- Vi har spurgt vores ledige, hvor mange af dem, der kan forestille sig at søge ind på sådan en uddannelse. Der er faktisk en tredjedel af dem, der svarer, at de er interesserede, hvis uddannelsen ligger tæt på, sagde John Brædder onsdag til TV2 ØST.

Ender uddannelsen på Falster, at det tæt på Storstrøm Fængsel, der lige nu udfordres af massive problemer med at rekruttere fængselsbetjente.
Ender uddannelsen på Falster, at det tæt på Storstrøm Fængsel, der lige nu udfordres af massive problemer med at rekruttere fængselsbetjente. Foto: Kriminalforsorgen

En udfordring for Guldborgsund Kommunes planer kan dog være, at man både med vej og jernbane kan komme til at ligge for langt fra de potentielle ansøgere til uddannelsen, frygter Fængselsforbundet, der er fagforening for fængsels- og transportbetjente. 

- Kommer skolen ned til Guldborgsund, så er rekrutteringsgrundlaget for lavt, så kommer vi bare til at stå med en tom skole. Det er jeg bange for, sagde Henning Mørck, der er områdetillidsrepræsentant på Sjælland i Fængselsforbundet, til TV2 ØST onsdag

Der er afsat cirka 70 millioner kroner fra 2022 til 2025 til den nye uddannelsesafdeling. Den forventes at have kapacitet til et årligt optag på op til 100 fængselsbetjentelever og 50 transportbetjentelever.

 


Nyhedsoverblik