Borgmester om Blak-sagen: Vi politianmelder ikke uden grund

Mandag udtalte Slagelses borgmester, Stén Knuth (V), sig til TV ØST om fyringen af byrådsmedlemmet, Helle Blak, som leder af en ungdomscafé.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Helle Blak fra SF blev officielt fyret fra sit job som leder for Rosenkildegårdens Ungdomscafé for en uge siden. Angiveligt for rod i cafeens økonomi - et forhold, som Helle Blak er blevet politianmeldt for.

quote Vi politianmelder for at både beskytte kommunen, men jo også for at beskytte Helle og kigge ind i den her sag, som det nu handler om. Og derfor har vi det forløb, som vi har.

Stén Knuth (V), Borgmester, Slagelse

Det har ikke i den forgangne uge været muligt at få en kommentar fra hverken borgmesteren selv eller kommunaldirektøren om sagen, og Stén Knuth (V) holdt også kortene tæt til kroppen, da han var i TV ØST mandag aften.

Politianmeldelse skal beskytte Helle Blak

Han ville dog gerne fortælle, hvorfor Helle Blak (SF) er blevet politianmeldt af kommunen:

- Vi politianmelder for både at beskytte kommunen, men jo også for at beskytte Helle og kigge ind i den her sag, som det nu handler om. Og derfor har vi det forløb, som vi har.

Men hun får stadig løn. Normalt stopper man lønnen, hvis der er mistanke om svindel?

- Jeg kender ikke baggrunden for, hvorfor hun får løn. Jeg tænker, at man er inde i en forhandling, og det er en ganske almindelig procedure, som jo også er helt usædvanlig i forhold til den her sag, sagde Stén Knuth (V) til TV ØST.

Den forestående fyring af SF'eren blev omtalt i pressen, og det fik Sten Knuth til at politianmelde hele byrådet for læk af fortrolige oplysninger. 

Politikeren Helle Blak udtalte sig i fredags på TV ØST om fyringen og politianmeldelsen af hende.