Boligforening om lejlighedsbrand: - Det er en helt forfærdelig situation

Foreningen, der ejer det nedbrændte lejlighedskompleks i Slagelse, hjælper med at få genhuset beboerne, der nu står uden et hjem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tidligt i morges opstod der brand på 2. sal i et lejlighedskompleks lige ved stationen i Slagelse, og hurtigt spredte ilden sig til etagen over.

Og i alt er 20 lejligheder blevet skadet af branden – enten af flammerne, af røg eller af brandvæsnets slukningsarbejde.

Det har været en hård dag for beboerne i lejlighedskomplekset, og det har det også for Ole Rask, der er driftschef i boligforeningen, der ejer bygningen, FOB. 

- Det er en helt forfærdelig situation med sådan en brand, for man tænker med det samme, at nogen kan være kommet til skade. Og sådan var det også i dag, hvor en mand jo er kørt til Rigshospitalet, siger han.

Klokken 17.00 oplyser politiet til TV ØST, at vedkommende umiddelbart er uden for livsfare. 

- Han har fået en del røgskader, og det kan selvfølgelig være farligt. Men det er han i behandling for på Rigshospitalet nu.

Hjælper med at genhuse

FOB har hele dagen arbejdet på at hjælpe de mange beboere, der nu står uden et hjem. De hjælper både med at få styr på forsikringen og med at sikre tag over hovedet.

- Det er jo gået udover mange, for når man slukker branden, så kommer der vand ned gennem hele konstruktionen. Og taget står åbent, siger Ole Rask. 

- Så de første timer har vi sørget for, at folk fik et andet sted at bo eller sørget for, at de kontakter deres forsikringsselskab. Og dem, der ikke har forsikring, har vi også forsøgt at hjælpe videre.

En traumatisk oplevelse

Medarbejderne i boligforeningen har især haft fokus på, at beboerne ikke står alene.

- Vi vil helst have dem et sted hen, hvor de kender nogen, så de har nogen at snakke med. For det er selvfølgelig en meget traumatisk oplevelse det her, siger driftschefen.

Nu hvor slukningsarbejdet er afsluttet, skal brandårsagen kortlægges. Og så skal lejlighederne genopbygges, siger Ole Rask.

- Der venter en masse arbejde med at få sat bygningen i stand igen. Vi prøver at få det gjort hurtigst muligt, så folk kan komme tilbage til deres bolig. Men den er ret beskadiget, siger han.

Opdatering
Clock30. dec 2017, kl. 16:09
Opdateret med vedkommendes tilstand.