En mand fik tilsyneladende alvorlige kvæstelser i en trafikulykke, som fredag skete syd for Slagelse, oplyser politiet.
Manden sad i den ene af to biler, der stødte frontalt sammen på Slagelse Landevej ved Gyldenholm syd for Sørbymagle. Landevejen forbinder Slagelse og Næstved.
Ulykken skete omkring klokken 17, oplyser vagtchefen ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.
Fløjet væk i lægehelikopter
Den alvorligt tilskadekomne mand er 77 år og fra Næstved. Han blev med helikopter bragt til Rigshospitalet. Meldingen lød umiddelbart, at hans tilstand var kritisk.
Ulykken skete, da han ville undgå at påkøre en forankørende, der var bremset op for at dreje til venstre. I undvigemanøvren kom han over i den modsatte kørebane og ramte her den modkørende bilist, oplyser politiet.
En bilinspektør blev ligesom ved andre alvorlige trafikulykker kaldt ud for at klarlægge omstændighederne nærmere.