¨

Bilbanko hitter - skaffer penge til musikglade børn

Skælskør Marinegarde har fundet på et kreativt alternativ, så længe deres normale arrangementer er sat på hold.

00:58

Alice Børger sidder klar til at dytte i hornet, hvis hun er den første med fuld plade.

- Så har vi lange tasker. Nummer 66.

Man er ikke flov over at sige banko, for det er bare at dytte i hornet

Alice Børger, bankospiller

Koncentrationen var stor og stemningen høj, da der søndag eftermiddag blev spillet bilbanko ved Tjæreby Forsamlingshus lige uden for Skælskør.

Med bankoplader på skødet og bilradioen tunet ind på den rigtige frekvens, kunne bankospillere i ægte drive in-stil nemlig kæmpe om fuld plade i en god sags tjeneste.

- Man er ikke flov over at sige banko, for det er bare at dytte i hornet, siger én af deltagerne, Alice Børger, fra sin bil.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det koster 50 kroner per bil at være med i bankospillet. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Det er Skælskør Marinegarde, der står bag arrangementet. Her lærer børn at skabe en festlig stemning med både trommer, trompet, trækbasun og tuba. Garden ville normalt have kalenderen fuld af koncerter, men det fik coronakrisen godt og grundigt forpurret.

- Garden har mistet over halvdelen af sine normale indtægter på arrangementer ved at komme ud at spille. Vi kan heller ikke være frivillige på forskellige markeder og sådan noget, som vi plejer, så vi skulle være lidt kreative, siger Jeanette Vinholt Olsen, formand for Skælskør Marinegarde.

  Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Bankoindtægter går til garden

Indtægterne fra bankospillet går til garden. Det koster 50 kroner for hver bil at være med, og det beløb betalte søndagens bankospillere gerne.

- Vi sidder sammen og hygger os med det. Og skulle vi vinde, så er det godt, og ellers så har vi bare hygget os, siger Birgit Jonassen fra Skælskør.

Artiklen fortsætter under billedet.

Birgit Jonassen har udstyret i orden under søndagens drive-in-banko. Foto: Katja Gasiorowski - TV2 ØST

Det var selvfølgelig ikke alle deltagere, der var heldige at score en bankogevinst, men til gengæld var det en fin erstatning at kunne støtte de unge musikere.

- Det er jo dejligt. Så føler man, at man får lidt ud af det, siger Alice Børger fra Skælskør.

Håber at tjene 25.000 kroner

Garderne håber på at kunne tjene omkring 25.000 kroner på deres drive in-arrangementer, og foreløbigt går det godt. 

Det betyder, at der også efter coronakrisen vil være råd til drift, undervisning og sociale arrangementer. Og dét er 15-årige Agnes Petersen fra garden taknemmelig over. 

- Garden betyder alt for mig. Det er der, jeg har de fleste af mine venner, og så er det bare rigtig rart, at de har nogle af de samme interesser som mig, fortæller hun.

De unge musikere fra garden hjælper frivilligt til under bankospillet – blandt andet ved at råbe deltagernes numre op, når der er blevet dyttet banko.

Artiklen fortsætter under billedet.

Servicen mangler ikke. Her sælger garderne drikkevarer til bankospillerne. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Garderne er glade for, at folk har lyst til at spille bilbanko, men de håber nu også, at de snart kan skifte bankoplader og sidegevinster ud med trommer og blæseinstrumenter.

- Jeg glæder mig til, at vi kan gå på gaden alle sammen og spille, og så glæder jeg mig til at kunne kramme alle mine venner, når vi må igen, siger 15-årige Emma Fisker Demolade.

Arrangørerne fortalte efter søndagens arrangement, at drive in-banko var så stor en succes, at de er klar til at lave flere lignende arrangementer.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App