Badmintonformand: Det helt rigtige at aflyse DM-finalen

Badminton Danmark overvejer at tage sagen videre, efter forbundet er blevet underkendt i sit eget appeludvalg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Badminton Danmark holder fast i, at man traf den rette beslutning, da forbundet i foråret aflyste DM-finalen mellem Skovshoved og Team Skælskør-Slagelse.

Forbundets eget appeludvalg har netop konkluderet, at Badminton Danmark var gal på den.

Formand for badmintonforbundet, René Toft, er uenig i dommen, der slår fast, at forbundet ikke havde ret til at aflyse finalen på grund af en "force majeure situation".

- Vi overvejer lige nu, om vi skal appellere afgørelsen til idrættens højeste appelinstans, siger René Toft.

Nedlagde protest

Sagen handler i bund og grund om, hvorvidt Skovshoveds Christinna Pedersen måtte deltage i finalen.

Skælskør-Slagelse nedlagde få dage før finalen en protest over, at Skovshoved ville bruge doublespecialisten, da hun havde deltaget i to udenlandske turneringer uden for Europa.

Badmintonforbundets regler tillader blot en enkelt.

Skovshoved mente, at klubben havde fået dispensation af forbundet til at benytte Christinna Pedersen.

- Det er vores arrangement

Hvis Skælskør-Slagelse havde fået medhold i sin sene protest, ville den i princippet have effekt to måneder tilbage og få konsekvenser for resultater i både grundspillet og medaljeslutspillet.

Badmintonforbundets formand, René Toft, mener ikke, at forbundets regler tog højde for den situation.

- Vi har fra forbundets side på intet tidspunkt lagt op til, at det her var "en force majeure situation" i henhold til reglerne. Det er vores appeludvalg, der har givet det den vinkel, siger formanden.

- Vi aflyste finalen, fordi vi ikke ville afvikle det. Det er vores arrangement. Så det svarer til at aflyse et bryllup to dage før, at det skal foregå.

- Protesten kom 22. marts, og det ville være etisk og moralsk helt ude i hegnet at afvikle en finale, når der lå en protest på en spiller, der i princippet havde spillet ulovligt siden 3. januar.

- Det var jo umuligt at behandle sagen på to dage.

- Hvis Christinna Pedersen efterfølgende blev dømt, ville hun have spillet ulovligt i de to sidste grundspilskampe og i hele medaljeslutspillet, siger formanden.

Regler er uhåndgribelige

René Toft mener, det er umuligt at konkludere noget omkring finaleaflysningen i forbundets regler.

- Regler er nogle gange noget uhåndgribeligt noget i forhold til virkeligheden. Reglerne fylder mange sider, men de tager ikke højde for det her.

- I reglerne står der dog trods alt, at denne ene match, finalematchen, er Badminton Danmarks eget arrangement, siger formanden.


Nyhedsoverblik