¨

Badminton Danmark aflyser definitivt guldkamp

Foto: TV ØST

Team Skælskør-Slagelse kommer ikke til at spille om guldet. Finalen i årets badmintonliga er endegyldigt aflyst, meddeler forbundet.

Så er det definitivt. Finalen i Badmintonligaen 2016 er aflyst.

Det meddeler Badminton Danmark i en pressemeddelelse onsdag aften.

Siden forbundet 22. marts meddelte, at guldkampen var blevet aflyst, da de to hold ikke kunne blive enige om, hvorvidt spilleren Christinna Pedersen måtte deltage i finalen, har parterne forsøgte at finde en løsning, så kampen kunne blive afviklet.

Det er imidlertid ikke lykkedes.

- For at kunne lave et arrangement med alle parter som fælles arrangører, skal klubber og forbund hver især kunne overholde deres kommercielle forpligtigelser. Og her har vi til slut måtte erkende, at det ikke har været muligt at finde en løsning, siger direktør i Badminton Danmark Bo Jensen i pressemeddelelsen.

Formand i Team Skælskør-Slagelse, Michael Stage, supplerer:

- Det er først og fremmest ærgerligt for vores spillere, sponsorer, samarbejdspartnere, frivillige og tilskuere. Alle har arbejdet rigtig godt på at nå til en fælles løsning, og der er lagt stor energi i arbejdet. Desværre uden det ønskede resultat, siger han.

Anders Nielsen, Ligaforeningens repræsentant i forhandlingerne, siger:

- Det er utroligt ærgerligt, at det ikke er lykkedes. Specielt fordi der hele bordet rundt var et oprigtigt ønske om at få kampen gennemført, og fordi både klubber og forbund var åbne for den plan og de kompromiser, der gjorde det muligt at afvikle en finale.

 

Forløbet om den aflyste DM-finale i badminton

* 22. marts bliver det meldt ud, at finalen mellem Skovshoved og Skælskør-Slagelse er aflyst. Kampen var planlagt til 24. marts.
     
* Baggrunden er juridisk ballade om reglerne for, hvorvidt Skovshoved må bruge Christinna Pedersen eller ej i DM-finalen på grund af en regel om, at man kun må spille en udenlandsk klubturnering uden for Europa. Det er Skælskør-Slagelse, der har nedlagt protest.
     
* Christinna Pedersen har allerede spillet holdturneringer i Indien og Malaysia i indeværende sæson.
     
* Efter forhandling mellem de to klubber oplyser Badminton Danmark, at det har været umuligt at finde en løsning, "der sikrer en afvikling af kampen på et sportsligt og forsvarligt niveau".
     
* 23. marts retter begge klubber kritik mod Badminton Danmark og stiller sig uforstående over for, at finalen er blevet aflyst.
     
* Skovshoved mener, at klubben har fået den nødvendige dispensation af Badminton Danmark, så Christinna Pedersen er spilberettiget til finalen. Det mener Badminton Danmark ikke.
     
* Begge klubber er indstillet på at spille finalen med en uafklaret protest og muligheden for en efterfølgende skrivebordsafgørelse.
     
* 24. marts trækker formanden for ligaforeningen, Højbjergs Michael Kjeldsen, sig fra sin post i utilfredshed over hele forløbet.
     
* 30. marts oplyser klubberne til DR, at man arbejder på at afvikle en DM-finale i begyndelsen af maj - også selv om den måtte få status af at være uofficiel.
     
* 31. marts oplyser Badminton Danmark, at der stadigvæk forhandles om en officiel afvikling af DM-finalen.
     
* 6. april oplyser Badminton Danmark og de to klubber i en fælles pressemeddelelse, at finalen definitivt er aflyst, da man ikke har kunnet finde en løsning, som alle parter har været tilfredse med.
     
/ritzau/

 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App