Badesæson: Strande i Korsør må undvære de blå flag

EU-regler sætter en stopper for blå flag ved både Bildsø Strand og ved Ceresengen. Sidste års målinger var nemlig ikke gode nok.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det bliver uden det velkendte blå flag svajende i en flagstang i vinden, når badegæster til sommer skal forfriske sig med en dukkert ved en af strandene i Slagelse Kommune.

Det skriver Sjællandske.

Ifølge avisen er det både ved Bildsø Strand og Ceresengen, den er gal. Her er grænseværdierne nemlig overskredet ved målinger sidste år på grund af colibakterier i vandet.

På grund af EU-regler må det blå flag derfor ikke blive hejst de kommende fire år. Ifølge regler på området må grænseværdierne i vandet nemlig kun nå over det tilladte én enkelt gang i løbet af en sæson.

Både ved Bildsø Strand og ved Ceresengen oversteg to målinger det tilladte sidste år.

- Det kan være fra fugle, dumping fra et skib eller vand fra veje ved kraftige regnskyl. Hvis vi kendte kilden, kunne vi søge dispensation i EU. Vi kender bare ikke kilden, selv om vi ved, at der er masser af fugle, der kan påvirke vandkvaliteten, fortæller Torben Hald, badevandsansvarlig i Teknik – og Miljøafdelingen i Slagelse Kommune til Sjællandske.

Vandet ved de to strande fejler ikke noget nu. Og ifølge Torben Hald er badevandet i området godt. Også selvom to af kommunens strande ikke får noget blår flag.

- Der har bare været nogle uheldige ting sidste år, som vi så lider under i fire år. Folk kan roligt gå i vandet, siger Torben Hald til Sjællandske.

Til gengæld kan seks andre strande i Slagelse hejse det blå flag til sommer. Det gælder blandt andet Stillinge Strand.

Flagene stryger til tops den 5. juni. 


Nyhedsoverblik