Arbejdsulykke i Slagelse – mand falder 18 meter gennem elevatorskakt

I en arbejdsulykke i Slagelse er en mand faldet fire etager svarende til 18 meter ned i en elevatorskakt. Han er stabil, men har brækket flere knogler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

På Østerbro i centrum af Slagelse har en voldsom arbejdsulykke fundet sted onsdag eftermiddag. En mand, der arbejder på et nybyggeri på vejen, er faldet ned gennem en elevatorskakt fra fjerde etage.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Alarmcentralen modtog opkaldet klokken 14.03.

- Af uransagelige grunde går han igennem og falder ned på næste etage, som egentlig er afdækket med nogle brædder, men dem falder han videre igennem, og så lander han til sidst nede i stueetagen. 18 meter falder han, fortæller Kent Edvardsen, der er vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Manden er blevet kørt til Slagelse Sygehus, og han er på trods af faldet i en stabil tilstand, men han har brækket adskillige knogler, fortæller vagtchefen.

I et byggeri i Slagelse er en mand faldet 18 meter ned gennem en elevatorskakt. Sagen behandles som en arbejdsulykke.
I et byggeri i Slagelse er en mand faldet 18 meter ned gennem en elevatorskakt. Sagen behandles som en arbejdsulykke.
Foto: Lind Foto

Arbejdstilsynet tager over

Da ulykken er sket i forbindelse med en arbejdsopgave, er Arbejdstilsynet blevet underrettet, og de er nu ved ulykkesstedet for at behandle sagen.

- Vi afleverer vores rapportmateriale, og så kommer der en indstilling retur til os, og så er det os, der varetager det juridiske i retten, hvis der skal rejses sigtelse mod byggefirmaet, forklarer Kent Edvardsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

I venstre side af billedet ses det byggeri, hvor en mand er faldet 4 etager gennem en elevatorskakt.
I venstre side af billedet ses det byggeri, hvor en mand er faldet 4 etager gennem en elevatorskakt.
Foto: Lind Foto

Politiet søger som udgangspunkt ikke vidner, da det er usandsynligt, at nogen udefra skulle have overværet ulykken, fortæller vagtchefen.

- Det kan jeg ikke forestille mig, for det er inde på en byggeplads, og så skulle man jo stå og kigge på byggeriet, lyder det.

Skulle man alligevel have nyttig information i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 114.