Andelshavere i krakket bank taber alt

Andelshavere i Andelskassen J.A.K. Slagelse må nu endeligt se i øjnene, at de tilsammen har tabt 22,5 millioner kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De 1622 andelshavere i Andelskassen J.A.K. Slagelse har tilsammen tabt 22,5 millioner kroner. Finansiel Stabilitet, der har haft kontrollen med pengeinstituttet siden oktober, meddelte fredag, at der er indgået en aftale med Netfonds Holding AB om salg af andelskassen. Det skriver Sjællandske.

Netfonds er et svensk selskab, som er 95 procent ejet af nordmanden Rolf Dammann. Rolf Dammann ejer endvidere 89 procent af norske Netfonds Holding AS, som er moderselskab til Netfonds Bank AS og Netfonds Livsforsikring AS, der begge er under tilsyn i Norge.  Andelskassen vil fortsat være omfattet af danske regler og under tilsyn af Finanstilsynet.

- Tilbuddet fra Netfonds var det bedste efter vores vurdering. Vi skal jo sørge for, at vi får dækket så stor en del af Finansiel Stabilitets tab som muligt. Det kommer foran penge til andelshaverne i konkurs-rækkefølgen. Andelshaverne havde sådan set allerede tabt deres penge, da vi tog over i oktober, siger direktør Henrik Bjerre-Nielsen fra Finansiel Stabilitet til Sjællandske.

Han vil ikke kommentere på tilbuddet fra den københavnske investor Jens Kindberg, der ifølge Kindberg selv ville have kunnet redde andelshavernes penge. Tidligere bestyrelsesmedlem i andelskassen, Jørn Melchior Nielsen, beklager, at Kindberg ikke blev valgt. Netfonds overtager andelene i Andelskassen inklusive cirka 3.200 kundeforhold med samlede udlån med en restgæld på cirka 210 mio. kr. og indlån på cirka 175 mio. kr.


Nyhedsoverblik