Akuthjælpeordning virker

I yderområderne i Region Sjælland har der det sidste halvandet år været 112-akuthjælpeordninger. En ny rapport viser, at det hjælper og gør borgerne trygge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En ny delrapport udarbejdet af Præhospital Center for Region Sjælland viser, at 112 akuthjælpeordningen virker. De frivillige, der er uddannet i førstehjælp, giver borgerne tryghed, da de hurtigt kan komme frem til den tilskadekomne.

I 2011 fik otte øer i Region Sjælland en 112 akuthjælpeordning.  For et halvt år siden fik tre andre yderområder i regionen også akuthjælpeordningen. De otte øer er; Agersø, Askø, Fejø, Femø, Nekselø, Omø, Orø, Sejerø. De tre andre steder er; Bisserup, Røsnæs og Sjællands Odde.

112 akuthjælpeordningerne er placeret de steder, hvor det ofte tager lang tid for en ambulance at nå frem. Akuthjælperne er alle frivillige. De får en SMS, hvis der er sket et uheld, hvor en ambulance er på vej, men at det tager lang tid, før den er fremme. Akuthjælperne er derfor de første på stedet.

- Jeg modtager en SMS, hvor der kan stå "Vejtrækningsproblemer. Havnevej 2". Så tager jeg min jakke og løber afsted, fortæller Nils Bak, der er 112 akuthjælper i Bisserup.

 

Hjælper hinanden

I Bisserup er borgerne glade for 112 akuthjælpeordningen. Det giver dem tryghed, da det ofte tager lang tid for en ambulance at nå derud.

Når akuthjælperne modtager deres sms løber de allesammen afsted til den akut syge eller tilskadekomne borger. På vejen tager en af dem forbi et mødested, hvor førstehjælpsudstyret er placeret i en boks. I boksen er der blandt andet en hjertestarter, ilt og Epi-Pen.

- Når vi kommer frem er vi måske to. Den ene sørger for at vise vej til ambulancen, og den anden taler med personen. Inden for fem minutter er vi der en fire-fem stykker, siger Nils Bak.

I Bisserup har de haft seks udkald i de fem månederm, akuthjælpeordningen har eksisteret. I følge rapporten er 93 procent af borgerne i yderområderne med 112 akuthjælpeordningen, blevet mere trygge på grund af akuthjælpeordningen.

 

Tilfreds med rapporten

I Region Sjælland er man glade for, at delrapporten viser, at 112 akuthjælpeordningen virker og gør borgerne trygge.

- Der er stor tilfredshed forstået på den måde, at borgerne er blevet langt mere trygge, de frivillige er selv glade for det, og endelig og ikke mindst, så synes ambulancepersonalet, at det er et godt islæt og er tilfreds, siger Flemming Stenild, der er formand for Udvalget for fremtiden sygehuse i Region Sjælland.

Hele rapporten om 112-akuthjælpeordningen fra Region Sjælland kan du finde her.


Nyhedsoverblik