Akutafdeling drukner i patienter

Der har været langt flere indlæggelser på akutmodtagelsen i Slagelse end ventet. Det sker samtidig med, at der er mangel på sygeplejersker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Akutmodtagelsen i Slagelse er presset til bristepunktet.

Det skriver Sjællandske.

- Vi har aldrig modtaget så mange patienter på et døgn. Vi fik virkelig vores ilddåb mandag. Sådan beskriver ledende overlæge Henrik Ømark Petersen situationen på akutmodtagelsen på Slagelse Sygehus til avisen.

Her var der 108 indlæggelser på akutmodtagelsen i Slagelse og 70-80 skadestue-kontakter, hvor folk blev sendt hjem igen. Og det er langt flere end forventet.

- Vi har estimeret med 80-85 indlæggelser i døgnet. Lederne måtte også trække i arbejdstøjet, og en stor del af personalet blev ekstraordinært til langt ud på aftenen, siger Henrik Ømark Petersen til avisen.

Akutmodtagelse har fusioneret
Den 4. april fik akutmodtagelsen i Slagelse de sidste akutte patienter overført fra Næstved Sygehus.

Men det har ikke kunnet lade sig gøre at få aflastning fra akutmodtagelserne på Holbæk Sygehus, Sjællands Universitetshospital Køge eller Nykøbing F. Sygehus. De har også usædvanligt mange patienter i øjeblikket, oplyser Henrik Ømark Petersen.

En anonym ansat fortæller til sn.dk, at akutmodtagelsen i Slagelse har været presset gennem længere tid.

- Der ligger otte til ti patienter på gangen i døgnet, og de venter virkeligt længe på at blive tilset af en læge, få optaget journal og komme i gang med behandlingen, siger hun.

Det scenarie bekræfter Henrik Ømark Petersen.

- Udfordringen er jo også, at Region Sjælland politisk har besluttet at accelerere sygehusplanen for at spare. Men spaden er jo endnu ikke sat i jorden til det byggeri, der er faktisk er forudsætningen for, at sammenlægningen af akutmodtagelserne i Slagelse og Næstved kan lade sig gøre, siger han.

Samlingen af alle akutte patienter fra Næstved og Roskilde på regionens fire akutsygehuse skulle oprindeligt først have været gennemført i 2020.


Nyhedsoverblik