Muslimer får egen gravplads på kirkegård i Slagelse

Muslimer har nu fået deres område på Sct. Peders Kirkegård i Slagelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis man som muslimsk borger i Slagelse Kommune har ønsket at blive begravet på en muslimsk gravplads blandt ligesindede, har det indtil nu ikke været muligt. 

I slutningen af juni faldt en aftale dog på plads, der sikrer, at en del af Sct. Peders Kirkegård i Slagelse bliver forbeholdt muslimer. 

- Her på Slagelse Kirkegårde bruger vi cirka 33 procent af de 11 hektar, vi har til rådighed. Vi kan så udtage et hjørne, hvor vi kan lave muslimsk gravplads, siger Bent Nielsen, der er kirkegårdsleder. 

Læs også
300 muslimske gravpladser på vej i Slagelse
Læs også
300 muslimske gravpladser på vej i Slagelse

Aftalen er kommet på plads efter Slagelse Kommune har lavet en forespørgsel hos Slagelse Provsti. Provstiet har efterfølgende hørt, om der var plads på en af kommunens kirkegårde, og det var der altså på Sct. Peders Kirkegård i det sydvestlige Slagelse. 

- Muslimer har til enhver tid kunnet blive begravet her på kirkegårdene, fordi vi er kirkegårde for alle. Selvom vi er en del af den danske folkekirke, så har vi monopol på begravelsesvirksomhed. Det betyder, at alle, uanset trosretning og politisk ståsted, kan komme ned på vores kirkegårde, siger Bent Nielsen.

300 kvadratmeter med mulighed for udvidelse 

Til at starte med er det et mindre område, der bliver lavet til muslimsk gravplads. Dette område kan dog laves større, hvis der er efterspørgsel efter det.

- Der vil ikke være så meget plads til at starte med, fordi nogle stadig har deres gravsteder. Derfor bliver det omkring 16 pladser, og så øger vi gradvist pladsen, efterhånden som folk afstår deres gravsteder. Så har vi mulighed for at øge størrelsen. Det kan ende med en afdeling, der er omkring 1000 kvadratmeter, men i første omgang er det omkring 300 kvadratmeter, siger Bent Nielsen, der dog ikke kender behovet og efterspørgslen på antal gravpladser. 

- Vi kender overhovedet ikke behovet. Det gør muslimerne heller ikke. Man ved ikke, om de vil ligge i Slagelse, om de vil til Brøndby (muslimsk begravelsesplads uden tilknytning til folkekirken, red.), eller om de vil hjem og begraves, siger Bent Nielsen.

Udvidelse nødvendig

Spørger man muslimerne selv, så er de meget glade for aftalen. 

- Der er ingen tvivl om, at vi er glade. De fem foreninger har alle sagt ja til den. Jeg ser frem til et tæt samarbejde, og jeg har kun stor ros til Bent fra mig og de fem foreninger, siger Miralem Garagic, der er talsmand i forbindelse med gravpladserne for de fem muslimske foreninger, der er i Slagelse Kommune.

Der er dog et stort mén i aftalen. Miralem Garagic er nemlig ikke i tvivl om, at det er et stort ønske blandt mange muslimer at blive begravet i Slagelse.

- Efter min vurdering, og de tilbagemeldinger jeg har fået, er efterspørgslen ret stor. Det er den også andre steder og i andre kommuner, siger Miralem Garagic.

Derfor er han sikker på, at de 1000 kvadratmeter hurtigt bliver fyldt ud.

- Der er 8000 muslimske borgere, der bor i Slagelse Kommune. Når 10 procent af dem dør, vil det kræve 800 gravpladser. Det er for lille et område, så vi håber i fremtiden, at vi kan finde noget større. Men lige nu og her er det en mulighed, siger Miralem Garagic.

Længere tids søgen

Søgningen efter et område, der kan anvendes til muslimsk begravelsesplads, begyndte tilbage i 2019. Her henvendte Islamisk Trossamfund sig til Slagelse Kommune for at købe jord svarende til et område på 1500 kvadratmeter, hvilket vil give 300 gravpladser.

Ansøgningen blev stemt igennem af Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget i Slagelse Kommune i november 2019.

- Vi har cirka 10 procent af borgerne i Slagelse, som er muslimer. Derfor er det kun fornuftigt, at vi også får sådan en gravplads, sagde Jørgen Grüner (SF), formand for Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget til TV2 ØST i 2019.

Læs også
Får politisk medvind - 300 muslimske gravpladser på vej i Slagelse
Læs også
Får politisk medvind - 300 muslimske gravpladser på vej i Slagelse

Det lykkedes dog ikke at finde et passende område - indtil nu. Og det glæder Bent Nielsen.

- Jeg er ansat til at drive den her kirkegård, og min personlige holdning er, at der skal være plads til os alle sammen, siger Bent Nielsen.

Gravpladsen bliver kun for muslimer bosat i Slagelse Kommune.

Pladsen er godkendt af Slagelse Provsti, mens Roskilde Stift blev hørt som en del af de officielle procedurer. Alt er hermed officielt bekræftet.


Nyhedsoverblik