Ægtepar hjalp politiet med videooptagelser i forsvindingssag

Alt det videomateriale, der blev sikret i sagen om den 13-årige, der forsvandt fra Kirkerup lørdag, har været til stor gavn for efterforskningen. Det har blandt andet været privat videoovervågning og fra folks biler og huse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Da Bodil Grubak lørdag tog SD-kortet ud af det dashcam, der sidder i mandens bil og puttede det i sin computer, blev hun overrasket. Et dashcam er et lille kamera, som peger ud ad forruden og filmer trafikken og kørslen.

Hun troede, at kameraet kun filmede, når bilen kørte. Men til hendes overraskelse opdagede hun, at kameraet filmer, selv når bilen holder stille og er slukket. Kameraet filmer hver gang, der er bevægelse.

quote Det er jo altid en rar følelse at kunne hjælpe i sådan en skrækkelig situation.

Bodil Grubak, Kirkerup

Bilen havde holdt parkeret i indkørslen siden klokken cirka 9.45 lørdag formiddag, og snuden af bilen pegede ud mod Esholtevej i Kirkerup, og det fangede derfor al bevægelse på vejen i løbet af lørdagen.

Netop lørdag formiddag forsvandt en 13-årige pige efter at have cyklet rundt med aviser i området. Hendes cykel, taske og mobil blev fundet netop på Esholtevej lørdag eftermiddag - godt en kilometer fra Bodil Grubaks indkørsel.

Uden Bodil Grubak vidste det, filmede kameraet al bevægelse på vejen, hvor den 13-årige piges cykel, taske og mobil var fundet.
Uden Bodil Grubak vidste det, filmede kameraet al bevægelse på vejen, hvor den 13-årige piges cykel, taske og mobil var fundet. Foto: Line Strand - TV2 ØST

Derfor var hun heller ikke i tvivl om, at materialet havde interesse for politiet:

- Optagelserne kan have hjulpet efterforskerne i at klarlægge, om manden er kørt en bestemt vej forbi, og om de dermed skulle have fokus på nogle af de andre veje, som han kunne have været kørt væk fra Kirkerup. Så på den måde har det jo nok været en brik i det store puslespil, og jeg tænker, at det har været væsentligt, lyder det fra Bodil Grubak.

Stor betydning for efterforskningsarbejde

Derfor ringede hun 114, som politiet havde opfordret folk til at gøre lørdag eftermiddag, da den store eftersøgning af den 13-årige pige var i gang.

Læs også
Teknikere til stede ved 32-årigs hus
Læs også
Teknikere til stede ved 32-årigs hus

- Vi opfordrer alle, der har videoovervågning eller kørt med dashcam på sin bil i området ved Sørbymagle og Fuglebjerg, til at se optagelserne igennem og ringe til politiet på 114, hvis de har optagelser, der kan hjælpe i forbindelse med den 13-åriges forsvinden, skrev Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi lørdag omkring klokken 17.

Flere end 600 borgere havde søndag eftermiddag henvendt sig til politiet. Mange havde henvendt sig med videomateriale.

Sådan så det ud til pressemødet, hvor Kim Kliver (t.v.) Rune Dahl Nilsson (t.h.) oplyste, at den 13-årige var fundet i live.
Sådan så det ud til pressemødet, hvor Kim Kliver (t.v.) Rune Dahl Nilsson (t.h.) oplyste, at den 13-årige var fundet i live. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

På et pressemøde søndag udtalte vicepolitiinspektør ved Sydsjælland og Lolland-Falsters politi, Rune Dahl Nilsson, at både privat videomateriale og det videomateriale, politiet har sikret andre steder, har været til stor gavn for efterforskningen.

Tidligere operativ chef i PET, Frank Jensen, understreger også, at videomateriale helt generelt har stor betydning for politiets efterforskningsarbejde:

- Det at have kameraer, alle mulige former for kameraer herunder også dashcams, betyder en enorm forskel for politiets opklaringsmuligheder. Virkelig større end man kan forestille sig.

Tidligere operativ chef i PET, Frank Jensen, forklarer, at videomateriale generelt har afgørende betydning for politiets opklaringsmuligheder.
Tidligere operativ chef i PET, Frank Jensen, forklarer, at videomateriale generelt har afgørende betydning for politiets opklaringsmuligheder. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix (arkivfoto)

Han forklarer, at videomaterialet har så afgørende betydning, fordi det meget præcist kan være med til at kortlægge et offer og en gerningsmands færden. Hvis ikke der er kameraer, er de informationer baseret på vidneforklaringer, hvor man ikke kan være sikker på, at folk husker korrekt.

Kameraerne kan have betydning for både en præcis tidslinje og en geografisk færden. Ifølge Frank Jensen har privat overvågning og dashcams også stor betydning udenfor de større byer, hvor der ofte er længere mellem vidnerne, og hvor der heller ikke er så meget overvågning.

Flere og flere kameraer 

Der findes ikke præcise tal for udbredelsen af dashcams, men elektronikkæden POWER fortæller til Politiken, at salget er fordoblet alene i 2022 - dog fra et relativt beskedent udgangspunkt.

Sn.dk talte i 2021 med den danske brancheforening for sikkerhed og sikring, Sikkerhedsbranchen, som på det tidspunkt anslog, at der var cirka 1,5 millioner overvågningskameraer i Danmark, hvoraf cirka 250.000 kameraer var på private grunde.

Regler for overvågning

  • Det er lovligt både at have videoovervågning på sin grund og installere sin bil med et dashcam, så længe det ikke får karakter af tv-overvågning.

  • I Bekendtgørelse af lov om tv-overvågning er tv-overvågning forklaret som vedvarende eller regelmæssigt gentagen personovervågning ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende tv-kamera, fotografiapparat eller lignende apparat. Lovens regler om tv-overvågning finder tilsvarende anvendelse på opsætning af sådant apparat med henblik på overvågning.

Derfor skal man også være opmærksom på følgende, når man installerer et dashcam:

  • at man kun optager på offentlig vej.

  • at det ikke får karakter af såkaldt tv-overvågning. Det kan for eksempel være tilfælde, hvor kameraet filmer under længere parkering samme sted.

  • at enkeltpersoner ikke optræder på en måde, så de er det primære objekt i billedet, hvis man offentliggør filmen. Ligesom man ved offentliggørelse bør sløre nummerplader.

Politiet ser gerne, at man registrerer sit kamera i deres database, så de har overblik over potentielt videomateriale, hvis der sker en kriminel handling.

Det kan man gøre her.

Kilder: politiet.dk, fdm.dk, retsinformation.dk

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har i skrivende stund 3009 adresser i kredsen tilmeldt POLCAM-registeret, fortæller de til sn.dk. Et tal, der har været stigende siden 2018.

Sydsjælland og Lolland-Falsters politi har af flere omgange sendt en tak til borgerne for den store hjælp. Seneste i en pressemeddelelse tirsdag:

- Det har været en sag med ualmindelig stor bevågenhed, og vi vil gerne takke mange gange for den meget store hjælp, vi har fået fra borgerne, udtaler politiinspektør Kim Kliver i pressemeddelelsen.

Bidraget med en brik til puslespillet

Præcis hvad dashcamet i Bodil Grubaks mands bil har fanget, og dermed bidraget til efterforskningen med, er ikke til at sige, men hun glæder sig over, at hun har kunne hjælpe:

- Det er jo altid en rar følelse at kunne hjælpe i sådan en skrækkelig situation. Det tænker jeg, at alle, der har bidraget, føler. Det er jo en masse små brikker, som har lagt det her puslespil, og også et helt exceptionelt godt politiarbejde. Man er glad for, at man har bidraget.

Læs også
Berørt stedfar takker for hjælpen og kommer med appel
Læs også
Berørt stedfar takker for hjælpen og kommer med appel

I sidste ende førte de mange henvendelser, private optagelser, og politiets øvrige efterforskning til, at Sydsjælland og Lolland-Falsters politi søndag fandt pigen i live og kunne anholde en 32-årig mand, som nu sidder varetægtsfængslet.

- Det er jo fantastisk. Man kan slet ikke sætte ord på det. Og netop fordi en fælles holdindsats har været med til at gøre, at der ikke gik længere tid, og at der dermed ikke skete noget, der var endnu værre, siger Bodil Grubak.


Nyhedsoverblik