Med 48 sekunder ned til nærmeste konkurrent bragede langdistanceløberen Abdi Ulad som den første over stregen til årets Eremitageløb i Dyrehaven.
Det tog ham 39 minutter og 11 sekunder at komme igennem ruten på 13,3 kilometer gennem Dyrehaven.
Dermed kunne han skrive sin sjette sejr i det traditionsrige løb på CV’et, da han også kom først over stregen i 2013, 2015, 2016, 2017 og 2018.
Starten til dagens løb lød klokken 11 i perfekt løbevejr med 10 grader, solskin og meget lidt vind.
SE VIDEOEN: I 2016 mødte TV2 ØST's vært Rasmus Birkerod Abdi Ulad i programmet "Hvem er du?". Her kan du komme med på hele hans rejse mod at blive Danmarks bedste langdistanceløber.
Mindedes tidligere vinder
Inden løbet gik i fang mindedes alle Eremitageløberne den tidligere vinder Henrik Jørgensen, som døde på en løbetur tidligere i år.
Hans død blev markeret med 38 sekunders stilhed, fordi Henrik Jørgensen har løbsrekorden. I 1987 kom han i mål i tiden 38 minutter og 40 sekunder – altså 31 sekunder hurtigere end Abdi Ulad i dag.
Abdi Ulad er født i Somalia, men kom til Danmark som 11-årig. Han boede i lang tid i Skælskør og blev dansk statsborger i 2010. Nu bor han med sin kæreste i ungdomsboligerne ved Slagelse Sportscollege.
Abdi Ulad deltog for Danmark til OL i Rio de Janeiro i 2016, hvor han blev nummer 35 i maratondistancen.
Det var kenyanskfødte Sylvia Kiberenge, der bor i Køge, som vandt for kvinderne i tiden 45 minutter og 31 sekunder. Hun har vundet Eremitageløbet tre gange tidligere.
De ti hurtigste mænd og kvinder:
Mændene:
- Abdi Ulad 39.11
- Jakob Dybdal Abrahamsen 39.58
- Joel Ibler Lillesø 40.50
- Christian Okkels 40.51
- Marcus Rønn 40.53
- Søren Rohde 41.52
- Esben Krogh Rasmussen 42.05
- Richard Dion Jensen 42.06
- Joachim Rosbo 42.12
- Alex Mogensen 42.15
Kvinderne:
- Sylvia Kiberenge 45.31
- Kamilla Sofie Vallin 48.40
- Signe Øllgaard 48.57
- Kathrine Højgaard Hansen 50.06
- Nadezka Kaskure 50.13
- Karina Sørensen 50.24
- Stine Muldbak Andersen 50.32
- Agnes Nørgaard Kracht 50.53
- Josefine Rytter 51.01
- Clara Kall 51.04