53 tons gangbro løftet på plads – en trebenet ufo bliver til ny genvej i Slagelse

Et nyt vartegn er ved at tage form på Slagelse Station; en 90 meter lang og 12 meter høj gangbro, der om få måneder skal skabe en genvej i byen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I nat blev det sidste store element til en ny gangbro – selve brodækket – løftet på plads midt i Slagelse. Med sine 56 meters længde og en samlet vægt på 53 tons var landets største mobilkran hidkaldt til opgaven, fortæller Torben Hjelm, der er programleder ved Campus Slagelse.

quote Det var klart den mest visionære bro. Den ligner en ufo, som er landet elegant på tre lange ben ved stationen

Torben Hjelm, programleder, Campus Slagelse

Igennem de seneste seks år har han stået i spidsen for at realisere visionerne om at gøre "Slagelse til Vestsjællands førende studie by" – og i den plan indgår også ordentlig infrastruktur.

- Det er afgørende med god infrastruktur, siger Torben Hjelm, som fremhæver gangbroen som et bindeled hen over banen, der i dag deler byen i to.

- Formålet med gangbroen er at lave en god forbindelse fra boligområderne nord for stationen til midtbyen, og samtidig skal den servicere de mange studerende og andre, der ankommer med tog til byen, forklarer Torben Hjelm.

Alene SDU og Absalon har 3.000 indskrevne studerende i Slagelse, og alt i alt kan 8.000 studerende på tværs af uddannelser kalde Slagelse for deres studieby.

Som programleder for byggeriet kunne Torben Hjelm tidligt påskemorgen ånde lettet op, efter at det sidste broelement var løftet på plads.

Sådan kommer den endelige bro til at se ud.
Sådan kommer den endelige bro til at se ud. Foto: Slagelse Kommune

- Vi har fået fire natspærringer hos Banedanmark, hvor vi skulle have broen liggende klar til at blive løftet ind med kran element for element. Nu mangler kun trapperne, men de bliver først sat på til sidst, da der ellers nok er nogen, der vil synes, det er spændende at gå op på broen.

Læs også
Ny gangbro tager form i Slagelse
Læs også
Ny gangbro tager form i Slagelse

Kendt arkitekt bag bro

Prisen for den nye bro beløber sig til omkring 30 millioner kroner.

I et udbud var der tre, der bød ind på opgaven, og til Torben Hjelms store glæde, så var den – i hans optik – smukkeste bro også den billigste.

- Det var klart den mest visionære bro. Den ligner en ufo, som er landet elegant på tre lange ben ved stationen. Og dertil får den en 12 meter høj mast med en lysende kuppel foroven, forklarer han.

Gangbro Slagelse
Foto: Frederik Lind / Lind Foto

Det er arkitektfirmaet Dissing+Weitling, som også er ophavsmændene til en anden markant bro i Slagelse Kommune (Storebæltsbroen), der sammen med ingeniørvirksomheden Rambøll har fået opgaven med den nye gangbro.

- Vi har bedt om at få et vartegn for Slagelse Station, forklarer programlederen og tilføjer:

- Så når man kommer med toget, vil man kunne se, man er ankommet til Slagelse. Det er blevet til det vartegn, vi gerne vil have for stationen – det er et helt fantastisk stykke ingeniørarbejde, der er lavet.

Med det store broelement på plads venter der nu 14 dages svejsearbejde, som ikke er afhængig af, at togtrafikken holder stille.

Således tegner alt lige nu til, at broen står klar til aflevering som aftalt sidst i juni måned.

Genvej til stationen

Foruden at binde Slagelse by og det store campusområde bedre sammen bliver broen også en adgangsvej ned på stationsperronen.

Med kun en enkelt gangtunnel har stationen ifølge Torben Hjelm længe savnet en sikker overgang i stationens vestlige ende.

- Der er sådan en klam tunnel, som ikke er så spændende – og hvis man står af toget i den vestlige ende, er perronen meget lang, hvor du skal gå 200 meter for at komme til gangtunnellen.

Der får man med gangbroen skabt også bedre adgangsforhold for stationen, idet der bliver etableret trapper til perronerne på stationen fra den ny gangbro.

- Vi skaber med gangbroen nogle ideelle forhold, siger Torben Hjelm, som dog savner, at den nye gangbro fra såvel DSB som politisk hold kunne være blevet bevilliget elevatorer – men det har der ikke været opbakning til.


Nyhedsoverblik