En 53-årig mand er blevet idømt 12 års fængsel for drabet på en 32-årig mand på et vandrehjem på Svenstrupgård i Korsør.
Det er netop blevet afgjort ved Retten i Næstved, oplyser senioranklager Anne Marie Fink i en pressemeddelelse.
Det var et enigt nævningeting, som fandt den 53-årige Uffe Peder Hedegaard Madsen skyldig i drab. Selv om han hævdede at have handlet i nødværge, så mente retten ikke, at det var tilfældet.
Den dømte ankede dommen på stedet.
32-årig mand blev kvalt
Forbrydelsen fandt sted i en lejlighed på et vandrehjem i landsbyen Svenstrup i Vestsjælland i december sidste år.
Her kom de to mand op at slås, hvor den 32-årige endte med at blive kvalt.
Den nu dømte 53-årige mand har været tiltalt for at have holdt offeret fast i armlås om halsen, hvilket resulterede i, at den 32-årige afgik ved døden som følge af kvælning.
De to mænd kendte hinanden i forvejen, men var ikke i familie. De var alene i lejligheden, da slagsmålet opstod.
Nægtede sig skyldig
Det var borgere i området, der slog alarm klokken 17.15, da de hørte spektakel fra lejligheden. Men da politiet nåede frem, fandt betjentene den 32-årige livløs.
Manden blev forgæves forsøgt genoplivet. Senere blev han erklæret død på Slagelse Sygehus.
Den 53-årige er tidligere dømt i to straffesager. Han har hele tiden nægtet sig skyldig. Også offeret var kendt af politiet i forvejen.