42-årig mand lånte biler til en prøvetur og stjal dem

En 42-årig mand fra Korsør er i retten i Næstved blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han er blandt andet sigtet for at have stjålet biler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 42-årige mand blev anholdt af politiet tirsdag. De havde haft manden i søgelyset, og deres mistanke blev underbygget, da de opsøgte ham.

Hos ham holdt nemlig en bil, som kun en time forinden var blevet lånt til en prøvetur fra en bilforhandler.

Og det var ikke første gang, at den 42-årige havde "glemt" at aflevere en prøvebil tilbage.

Politiet sigter ham for i alt tre tilfælde af biltyveri - alle tre gange har fremgangsmåden været den samme.

Sigtet for bilkloning

Ud over biltyverierne, så er den 42-årige også sigtet for tilfælde af såkaldt bilkloning.

Det betyder, at han har været i besiddelse af stjålne biler, som har været udstyret med stelnumre fra ikke-stjålne biler.

Fem sigtelser af den type har politiet rejst.

I dag var den 42-årige  i et grundlovsforhør, hvor dommeren valgte at varetægtsfængsle ham i fire uger.


Nyhedsoverblik