¨

35-årig brækkede fingre på politimand

Foto: TV ØST

En politibetjent i civil fik et blåt øje og to brækkede fingre, da han tirsdag handlede i Flakkebjerg. Her konfronterede han en anden kunde, der stjal varer.

En 35-årig mand fra Skælskør blev tirsdag klokken 16.25 anholdt og sigtet for vold og trusler om vold mod politiet. Anholdelsen skete i Dagli' Brugsen i Flakkebjerg, hvor den 35-årige havde været inde at handle sammen med sin kæreste.

Ved kassen så en anden kunde – en 49-årig mand, som tilfældigvis også er politimand – den 35-årige stoppe nogle varer i lommen, og betjenten konfronterede den 35-årige og sagde, at han ikke skulle stjæle. Det kom til en kort, men højlydt meningsudveksling, hvorefter den 35-årige slog den 49-årige i ansigtet og fortsatte med flere slag og spark igennem butikken.

Vendte tilbage og truede betjent

Herefter forsvandt den 35-årige fra butikken, og politiet blev tilkaldt. Da betjentene kort efter ankom til stedet, viste det sig, at den 49-årige havde brækket to fingre og fået et blåt øje, og mens betjentene var i færd med afhøringer af vidner i forretningen, kom den 35-årige retur og truede den 49-årige.

Herefter blev han anholdt, og den 49-årige politimand blev kørt til behandling på sygehuset i Slagelse. Den 35-årige er onsdag morgen fortsat anholdt.

Den 35-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør onsdag eftermiddag.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App