250 elever fra 7. klassetrin fik i dag tjekket kondital, styrke og smidighed på Antvorskov Skole. Eleverne er med i et forsøg, hvor de i stedet for to timers idræt om ugen har hele seks timer. I dag var det så tid til at teste om et år med ekstra idræt, kan ses på fysikken.
- Vi glæder os til at se nærmere på tallene, vi har indhentet i dag, men vi har allerede fået positive tilbagemeldinger fra skolerne, fortæller Per Andersen, der er projektleder for breddeidræt i Slagelse Kommune.
Eleverne har taget godt imod projektet:
- Før syntes jeg, at idræt var kedeligt, men efter vi er kommet med i forsøget, synes jeg det er fedt, fortæller Signe Fischer Ravn, der er elev på Nymarkskolen.
Senere skal eleverne testes i læsning for at se, om de ekstra idrætstimer også har gjort dem bedre rent fagligt.