23-årig mand varetægtsfængslet efter politiaktion i Slagelse

Fredag rykkede politiet i Slagelse efter en anmeldelse om afpresning. En 23-årig mand blev anholdt og er i dag blevet varetægtsfængslet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En 23-årig mand fra Slagelse-området må tilbringe de første uger af de nye år bag tremmer.

Han er nemlig blevet varetægtsfængslet i to uger, efter han fredag blev anholdt og sigtet for afpresning.

Det fortæller vagtchef Jens Frederiksen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Betjente i skudsikre veste

Den unge mand blev anholdt under en større politiaktion, hvor politiet rykkede ud med en større gruppe politifolk klædt i skudsikre veste. Det foregik i Håndværkerparken omkring Glarmestervej og Murervej i den nordlige del af Slagelse.

- Vi rykkede talstærkt ud på grund af den anmeldelse om afpresning, vi modtog, og naturen af de trusler, der var blevet fremsat. Vi tog ingen chancer, forklarer Jens Frederiksen.

Indsatsen i området foregik uden udrykning, men i en periode var noget af området omkring Glarmestervej afspærret. Selve anholdelsen foregik uden større dramatik.